Arla er skuffet over dom i konkurrenceretssag
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 10 februar 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods’ direktør, Peder Tuborgh, er skuffet over, at Arla i dag blev dømt for at overtræde konkurrenceloven ved Retten i Århus.
Retten i Århus idømte Arla en bøde på fem millioner kroner. Dommeren fandt det bevist, at to sælgere fra Arla på et 40 minutter langt møde med engroskæden Metro gjorde et markedsføringstilskud på 200.000 kroner betinget af, at Metro skulle afbryde sit samarbejde med Hirtshals Andelsmejeri. Anklagemyndigheden havde krævet en bøde på mindst 30 millioner kroner.
”Bøden er langt mindre, end krævet af anklageren, men jeg er alligevel ærgerlig over dommen. Den kan give danske forbrugere et indtryk af, at Arla generelt anvender ulovlige forretningsmetoder, på trods af at dommen tværtimod viser, at det ikke er tilfældet”, siger Peder Tuborgh.
”Når det er sagt, er jeg tilfreds med, at dommeren fastslår, at ingen i Arlas ledelse traf beslutning om at skubbe en af sine små konkurrenter væk fra kølemontrerne. Jeg hæfter mig også ved, at dommen på ingen måde giver udtryk for, at Arla-medarbejderne skulle have mødt frem til mødet med Metro med henblik på at gøre et markedsføringstilskud betinget af at få smidt Hirtshals ud”, siger Arlas administrerende direktør.
Arla har en frist på to uger til at anke dommen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.