Arlas salg i Mellemøsten står stille
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 29 januar 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Produktionen til området i alvorlig fare
Boykotten af danske produkter i Mellemøsten er nu nærmest total. Alle Arlas kunder i området har aflyst alle ordrer, og salget står stille på stort set alle markeder. Arlas lagre i området er fyldt op, og der er flere produkter på vej, som blev sendt af sted fra Danmark, inden boykotten gik i gang. Derfor vil Arla inden for de nærmeste dage tage stilling til, om man skal fortsætte produktionen til Mellemøsten, som foregår primært på Bislev Mejeri, Holstebro Mejeri og Akafa.
"Når salget i Mellemøsten er gået helt i stå, så får det nødvendigvis også konsekvenser for produktionen. En beslutning om det nærmere forløb vil blive truffet i de nærmeste dage. Så snart vi har taget en beslutning, vil de berørte medarbejdere naturligvis blive informeret", siger direktør for Arlas Division Produktion Jens Refslund.
Søndag kl. 11 så situationen ifølge Arlas medarbejdere i Mellemøsten sådan ud:
Saudi Arabien. Boykotten af danske produkter er hovedemnet i de saudiske medier. Hovedemnet i debatten er en dansk undersøgelse, som viser, at 79 pct. af den danske befolkning ikke mener, at der skal undskyldes for tegningerne i Jyllands-Posten. Der efterlyses en klar holdning fra den danske regering.
Alle Arlas importører har aflyst alle afgivne ordre på grund af situationen. Arlas mejeri i Saudi-Arabien Danya forsøger at holde kontakt til detail handlen, men salget står stille, vi sælger intet.
Kuwait
Sagen fået meget omtale har i søndagens aviser. Arla sælger intet, og det er vurderingen, at produkterne er fjernet fra hylderne i omkring to tredjedele af butikkerne.
Qatar.
Sagen får meget spalteplads i aviserne. Danske produkter er fjernet fra hylderne i stort set alle supermarkeder. Salget står stille
Bahrain.
Sagen er nu også kommet til Bahrain, hvor fire-fem supermarkedskæder har fjernet danske produkter fra hylderne. Salget står stille
Emiraterne
Sagen får meget medieplads i Emiraterne, hvor undersøgelsen, som viser, at 79 pct. af danskerne ikke mener, at der skal gives en undskyldning, er hovedemnet. Danske produkter er fjernet fra hylderne i mindst seks store kæder, og forventningen er, at Arlas produkter er fjernet overalt i løbet af relativ kort tid.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.