Lurpak vinder frem i Australien
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 01 september 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Salget af Lurpak forventes at tredobles i Australien i år i forhold til 2005. Efterspørgslen er steget så voldsomt, at det for nyligt blev nødvendigt at sende yderligere ti containere "down under".
"Eftersom Lurpak er tre gange så dyrt som det lokale smør, troede vores kunder ikke på, at vores produkter ville ha' en chance. Men den gode smag har overvundet både dem og de australske forbrugere," siger salgschef Lars Møller Henriksen fra Arla Foods' kontor i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.
Lurpak debuterede sidste år på det australske marked i butikskæden Woolworths og er nu også at finde på hylderne hos konkurrenten Coles. Tilsammen udgør netop de to butikskæder godt 80 pct af detailhandlen i hele Australien, der har omkring 17 millioner indbyggere. Gennembruddet betyder, at sidste års samlede salg af Lurpak på cirka 100 tons formentlig i år lander på godt 300 tons.
"Selvom der ikke er tale om enorme volumen-mængder, så er disse salgstal en indbringende forretning for os. Det vigtigste lige nu er at opbygge et lager og sørge for at have et velfungerende distributionssystem. Vi skal også satse på nye butikskampagner og annoncer i livsstilsmagasiner som Vogue for at endnu flere forbrugere skal få øjnene op for Lurpak," siger Lars Møller Henriksen.
Arla Foods' eksport til Australien startede efter, at flere og flere forbrugere begyndte at emaile den internationale hjemmeside www.lurpak.com for at spørge om, hvor i Australien de kunne købe Lurpak.
"Vi begyndte at få den type henvendelser tilbage i år 2000. Herefter tog jeg kontakt til en importør i Australien og fik hjælp til at komme ind med Lurpak i en række uafhængige butikker og steder som fiskemarkedet i Sydney. På den måde var vi i stand til at gi' et positivt svar, når vi fik flere henvendelser," siger produktchef Jannie Illum Andersen fra Arla Foods' Division Oversø.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.