Stor øko-ordre til Tyskland

Læs tid
1 min
Publiceret
17 februar 2006
Kontaktpersoner:
Skrevet af

En kontrakt på private label-mælk til Lidl i Danmark har åbnet døren til stor en aftale i Tyskland. Arla har netop fået en aftale i hus med den tyske discountkæde om at levere øko-mælk og -smør.

Dermed er Arla godt på vej til at udnytte de 347 mio. kg økologisk mælk, som selskabet indvejer i Danmark, til øko-produkter.
”Det glæder os utroligt meget, at vi nu kan udnytte den økologiske mælk bedre”, siger økologisk andelshaver Peter Cæsar Bak, der sidder i Arlas økosamarbejdsudvalg.

Aftalen med Lidl omfatter levering af en betydelig mængde øko-produkter svarende til en omsætning på et trecifret millionbeløb. Arla skal dels levere øko-sødmælk fra Hobro Mejericenter til Lidls 19 nordtyske lagre, dels øko-smør fra Holstebro Mejeri til alle ca. 3.500 butikker i Tyskland. Dermed er Arla nu inde i Lidl-butikker i Danmark, Sverige, Finland og Tyskland.
”Efter Lidls debut på det danske marked i august sidste år, har vi haft et godt samarbejde og diskuteret mulighederne for også at levere frisk mælk til Lidls tyske butikker. Kæden har nu inviteret os til at gå ind på markedet, og det er endnu et skridt i retning af et udvidet samarbejde med en af de hurtigst voksende discountkæder i Europa”, siger direktør i Division Danmark Tim Ørting Jørgensen.
Det er første gang, at Arla leverer økologiske produkter i store mængder til det tyske marked. Efter mange års manglende interesse ser det nu ud til, at flere tyske forbrugere vælger økologi.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663