Arla Foods amba og Arla Foods UK Plc præsenterer et anbefalet købstilbud på 71 pence pr. aktie

Læs tid
1 min
Publiceret
22 januar 2007
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Bestyrelserne i Arla Foods amba og Arla Foods UK Plc har i dag på børsen i London præsenteret et anbefalet købstilbud fra Arla Foods amba på de resterende 49 pct. af aktierne i sit britiske datterselskab Arla Foods UK Plc. Købstilbuddet er på 71 pence pr. aktie.

Købstilbuddet værdisætter den totale aktiekapital i Arla Foods UK Plc til 434,5 mio. pund. De resterende 49 pct. af aktierne, som Arla Foods på nuværende tidspunkt ikke ejer, er værdisat til 212,9 mio. pund. Tilbuddet repræsenterer en merpris på 22,4 pct. i forhold den aktiepris, som var gældende, inden de indledende forhandlinger om et købstilbud gik i gang 20. oktober 2006. Ligeledes repræsenterer købstilbuddet en merpris på 43,5 pct. i forhold til den gennemsnitlige aktiepris i de tre måneder inden 20. oktober 2006.

De uafhængige bestyrelsesmedlemmer i Arla Foods UK Plc’s bestyrelse har givet tilsagn om at stemme for en indløsning af aktierne ved en ekstraordinær generalforsamling.

Adm. direktør i Arla Foods amba Peder Tuborgh siger om købet:
”Med et fuldt ejerskab af det britiske selskab vil vi være i stand til at sikre, at forretningen får maksimal udbytte af at være en del af Europas største mejeriselskab, og at Arla Foods ligeledes får fuldt udbytte af, at det britiske datterselskab bliver integreret i vores globale strategi til glæde for både kunder og medarbejdere. Når handlen er afsluttet, vil vi i Arla Foods ligeledes arbejde på at styrke forholdet mellem de britiske mælkeproducenter og deres mejeriselskab.”

Sir David Naish, formand for Arla Foods UK Plc, udtaler:
”Siden dannelsen af Arla Foods UK plc i 2003 har forretningen udviklet sig til et førende britisk mejeriselskab. Vi har etableret stærke relationer til vores største detailkunder og vores mælkeproducenter. Samtidig har vi skabt betydelig vækst i aktieværdien. De uafhængige bestyrelsesmedlemmer i Arla Foods UK Plc’s bestyrelse mener, at Arla Foods ambas tilbud repræsenterer en fair værdi for aktionærerne, og at tilbuddet vil give Arla Foods UK Plc mulighed for at fortsætte sin udvikling til gavn for medarbejdere, kunder og mælkeproducenter.”

Købstilbuddet skal nu godkendes gennem et såkaldt scheme of arrangement, hvor tilbuddet behandles på en ekstraordinær generalforsamling. Ved en godkendelse får man ret til at indløse alle aktierne. De nærmere detaljer om scheme of arrangement bliver offentliggjort og sendt til aktionærerne 15. februar 2007. Hvis indløsningen godkendes, kan den gennemføres i april måned.
Historiske oplysninger og fakta ...læs mere
Uddybende materiale tilgængeligt på www.arlafoodsuk.com

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663