Arla lancerer en ny og sundere mælk

Læs tid
1 min
Publiceret
20 april 2007
Kontaktpersoner:
Skrevet af

![](/imagehandler.ashx?f=/Upload/News/Crawled/ArlaFoodsDk/10896_2010_537ae843.gif&w=465&h=179&r=0&o=&k=False&cr=x0y0w0h0&crcwp=&crchp=&rc=0)

6. juni lancerer Arla Foods den nye Arla Lærkevang Minimælk, som på grund af en øget mængde græs i køernes foder får et forbedret ernæringsindhold.

Jo mere græs køerne æder, jo bedre bliver mælkens ernæringsværdi. Det viser nye undersøgelser og forskning på området, og Arla Foods har derfor valgt en ny strategi for mælk, hvor man gennem mere græs i køernes foder øger indholdet af omega 3 i mælken og derved forbedrer fedtsyresammensætningen.

Lanceringen af Arla Lærkevang er første skridt på den nye mælkevej. Produktet er en videreudvikling af den kendte Arla Ekspres Minimælk, som over de senere år har udviklet sig til børnefamiliernes foretrukne mælk.

"Vores vision er at komme med en mælk, der har et forbedret ernæringsindhold. Vi vil lave den bedste mælk til de danske børnefamilier, og Arla Lærkevang skal bidrage til at løfte den opgave. Vores mål er at sætte en helt ny standard med den nye Arla Lærkevang, og omstillingsprocessen er krævende, fordi det stiller krav til den måde, den enkelte landmand fodrer sine køer på, og dermed også til den måde, hele bedriften skal drives. Den nye viden, der lægger bag lanceringen af Arla Lærkevang, skal være med til at styrke udviklingen af både konventionel og økologisk mælk," siger Arla Foods' direktør for det danske forretningsområde Tim Ørting Jørgensen.

Principperne, der ligger til grund for Arla Lærkevang, er fortsat under udvikling og forventes fuldt implementeret i 2008, hvor ambitionen er at komme tæt på en fordobling af mælkens omega 3 niveau. I 2007 bliver omkring 100 gårde udvalgt til at levere denne nye mælk, som vil blive tappet på mejerierne i Slagelse, Christiansfeld og Hobro. Mælken vil komme fra Arlagårde, hvor græs udgør mindst 40 procent af køernes foder og hvor køerne er på græs om sommeren. Arla Lærkevang vil blive solgt i en-liters kartoner i danske butikker og vil komme til at koste det samme, som Arla Ekspres Minimælk koster i dag.

Den nye fodersammensætning til køerne er inspireret af de foreløbige resultater af et forskningsprojekt på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet i Foulum.

Yderligere information:
Tim Ørting Jørgensen (direktør for det danske forretningsområde) på tlf. 29 20 30 01.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663