Varmerekord sender salget af koldskål i vejret

Læs tid
1 min
Publiceret
03 maj 2007
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Det flotte forårsvejr har for alvor skudt koldskålsæsonen i gang. Salget er steget drastisk, og Arlas mejerier producerer på livet løs.


Ifølge DMI har april måned været den hidtil varmeste april siden 1948 med en gennemsnitstemperatur på hele 9,2 grader - det er noget, der kan ses på mejeriernes produktionsbånd.
Der bliver slubret koldskål i stor stil rundt omkring i Danmark i disse dage. Indtil i dag har Esbjerg Mejeri, som er et af de tre danske mejerier, der står for Arla Foods’ produktion af koldskål, fremstillet over 1400 tons koldskål i år. Det er næsten tre gange så meget som på samme tidspunkt sidste år. Også mejerierne i Christiansfeld og Slagelse melder om øget produktion i år.

De flotte salgstal skyldes den seneste måneds gode vejr. Blå himmel, bragende solskin og temperaturer på den rigtige side af 18 grader i dagtimerne giver danskerne lyst til at lægge et par ekstra liter koldskål i indkøbsvognen.

”Det forrygende forårsvejr er hovedårsagen til, at vores afsætning af koldskål ligger på et langt højere niveau i forhold til samme tidspunkt sidste år. 2007 har absolut potentiale til at blive det bedste år for koldskål nogensinde,” siger salgsdirektør Lars Aagaard.

Han forsikrer samtidig, at der er koldskål nok til at dække den store efterspørgsel:

”Vores mejerier producerer alt, hvad de kan, og der har været enkelte dage, hvor vi har haft svært ved at skaffe nok til butikkerne. Men generelt er der rigtig god balance mellem udbud og efterspørgsel.”

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663