140 regnskabsstillinger flyttes til Polen

Læs tid
2 min
Publiceret
10 april 2008
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods samler nu sine regnskabsopgaver i et helt nyt globalt finansielt servicecenter i Polen for at øge effektiviteten og opnå store besparelser. Beslutningen betyder, at 140 stillinger i regnskabsafdelingen GBS Finance flyttes fra Viby, Stockholm og Leeds til Gdansk.

Arla Foods opretter nu et helt nyt globalt finansielt servicecenter med cirka 140 stillinger i Gdansk. Det polske kontor skal servicere hele koncernen, når det gælder de regnskabsmæssige processer inden for områderne kreditor, debitor, intern handel og regnskab. Desuden omfattes områderne masterdata og banking.

Principbeslutningen, som blev taget af Arla Foods' bestyrelse onsdag formiddag, betyder, at 75 stillinger i Viby, 40 i Leeds og 25 i Stockholm - alle i Global Business Services Finance (GBSFI) - vil blive flyttet til Polen i løbet af de næste år. De berørte medarbejdere blev onsdag informeret af deres chefer.

Begrundelsen for flytningen er:

  • Et samlet globalt finansielt servicecenter på én adresse er mere effektivt, fleksibelt og fremtidssikret i forhold til fremtidige opkøb eller fusioner i nye lande.
  • Rekruttering af kvalificerede medarbejdere har været et problem, men det sikres i uddannelsesbyen Gdansk.
  • Der er store besparelser at hente i et betydeligt lavere polsk lønniveau.

Ledelsen af GBSFI vil på sigt få base i Gdansk, mens et begrænset antal stillinger, cirka 45-50, bevares på de tre nuværende adresser. I disse stillinger skal medarbejderne have landespecifik viden, danske eller svenske sprogkundskaber, nærhed til kunder og mejerier eller deltage i udviklingsprojekter.

Forhandlinger med de faglige repræsentanter og personlige samtaler med de berørte medarbejdere igangsættes øjeblikkeligt. Overflytning af opgaverne til det nye kontor i Gdansk skal efter planen være afsluttet i løbet af 2009.

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medarbejdere i denne situation," siger direktøren for GBSFI, Henrik Bak, der skal stå i spidsen for projektet.

"Flytning af en hel funktion til et andet land er bestemt ikke noget, man beslutter uden grundige overvejelser og nøje økonomiske analyser. Men vi er nået frem til, at netop opgaverne i GBSFI kan udføres med lige så stor effektivitet og kvalitet af polske medarbejdere - men med betydelige besparelser. Og det er vi som ansvarlig ledelse nødt til at handle efter. Men jeg vil gerne understege, at vi absolut ikke har andre planer af lignende karakter," siger koncernøkonomidirektør i Arla Foods Jørn Wendel Andersen.

Flytningen omfatter alene Global Business Services Finance (GBSFI) og altså ikke de afdelinger i Arla Foods, der tager sig af koncernens overordnede regnskaber, budgetter og strategiske økonomi - ej heller de enkelte Business Groups eller de regnskabsmæssige opgaver hos de enkelte mejerier og datterselskaber.

Pressekontakt:
Theis Brøgger (pressekoordinator), Tlf. 8938 1047.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663