Distributionsbiler køles med genbrugs-CO2
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 29 maj 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods’ ambition er at minimere CO2 udslippet og konstant forbedre miljøindsatsen i hele produktionskæden for på den måde at bidrage til en økologisk, bæredygtig udvikling.
Ved Ishøj Distributionscenter køles fem af distributionsbilerne med genbrugs CO2. Den er opsnappet fra andre firmaers produktion, omsat til flydende form og hældt på køleanlægget. Metoden gør det muligt for Arla Foods at holde produkterne kolde på en miljøvenlig måde.
De CO2-kølede biler startede som et forsøg i 2002, og erfaringerne er gode. Køleevnen er uovertruffen, og så er det en CO2 neutral teknik.
”Vi låner jo faktisk bare den CO2, der ellers ville slippe direkte ud i atmosfæren,” fortæller værkstedsleder Niels Jensen.
Men der er også betydelige ulemper. Det er en uhyre dyr løsning, og det er nødvendigt at tanke op en gang om dagen, om sommeren endda op til flere gange dagligt. På hele Sjælland er der kun en enkelt CO2-tankstation, så det går også ud over effektiviteten, at bilernes ruter skal planlægges så de kan nå hjem, før de løber tør.
Distributionschauffør Jan Petersen tanker flydende CO2. Det tager tyve minutter at tanke, så CO2-bilerne besøger én kunde mindre end biler med andre køletyper per rute.
CO2-køling
Køling med CO2 foregår ved, at den ekstremt kolde, flydende CO2 skifter form til en luftart ved hjælp af en ændring i trykket. Det gør, at CO2 -en suger varme-energi ud af luften inde i kølebilen. Derefter slipper CO2 -en ud i luften igen.
Når køletanken er fuld, nyser anlæggets skorsten en lille rest CO2, der daler ned som sne på den solvarme forårshimmel.
Trods besværlighederne kan kørselschef Ole Højris se fidusen i CO2 -bilerne:
”Vi følger løbende udviklingen tæt inden for området. Vi måler det dog konstant op imod økonomi og vedligehold - og er bestemt ikke afvisende over for flere CO2 -køleanlæg”.
I Sverige:
• 28 biler kører med CO2-køling.
• Bilerne kører desuden på 5 procent biodiesel i sommerhalvåret og 2 procent i vinterhalvåret.
I England:
• Samtlige biler gik over til 5 procent biodiesel i april 2008.
• Alle biler er monteret med et målesystem, der kan fortælle om bilerne kører optimalt miljøvenligt.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.