Krise i Kina berører også Arla
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 17 september 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods’ kinesiske joint venture partner, Mengniu Dairy, er blandt de mejerier i Kina, som har fået testet produkter positivt for melamin. De pågældende produkter er nu trukket tilbage fra markedet, og produktionen på Mengniu Arlas mælkpulverfabrik er indstillet midlertidigt. Mengniu har omgående iværksat en grundig undersøgelse af hele selskabets sortiment, herunder også Mengniu Arlas. Myndighederne har indtil videre konkluderet, at det skadelige stof er blevet tilsat mælken ved de mange mælkeindsamlingscentraler, som er uafhængige af mejerierne.
Kinesiske myndigheder har analyseret produkter fra alle aktører i den kinesiske mejeribranche efter sidste uges offentliggørelse af, at der blev fundet melamin i produkter fra det kinesiske mejeriselskab Sanlu. Det har resulteret i at 22 selskaber – heriblandt også Mengniu Dairy, som er Arla Foods’ partner i joint venture selskabet Mengniu Arla – har fået et eller flere produkter testet positiv for melamin. Når melamin blandes med visse andre stoffer, kan det skabe reaktioner i kroppen, som kan skade nyrerne.
De kinesiske myndigheder arbejder nu på at løse problemet, som har ramt hele mejeriindustrien. Indtil videre er deres konklusion, at problemet er opstået ved de mange uafhængige mælkeindsamlingscentraler, hvor mange landmænd bringer deres køer hen for at få dem malket. Disse centraler sælger mælken videre til mejerierne.
For Mengnius vedkommende testede tre ud af 28 prøver positive for melamin. Alle tre positive prøver var produkter, som blev produceret i januar 2008. Mengniu har ikke modtaget nogle henvendelser fra forbrugere, der er blevet syge på grund af indtag af selskabets produkter.
Mengniu har tilbagekaldt alle tre produkter fra markedet og har i smaråd med Arla Foods valgt at indstille al produktion af mælkepulver på Mengniu Arlas fabrik i Hohot i det Indre Mongoliet indtil selskabet har et fuldt overblik over omfanget af problemet.
”Den her situation er dybt beklagelig og sørgelig for alle familier, som har brug for mælk af allerhøjeste kvalitet til sine små børn. Det er ekstremt vigtigt, at der sættes grundigt og konsekvent ind for at komme dette problem til livs, så forbrugernes sikkerhed kan garanteres og tilliden til den kinesiske mejeribranche opretholdes. Vi gør alt hvad vi kan, sammen med Mengniu og myndighederne for at sikre kvaliteten,” siger Arla Foods adm. dir. Peder Tuborgh.
For at sikre de kinesiske mælkebønders levebrød, vil Mengniu Dairy fortsat tage i mod og betale for den mælk, som selskabets leverandører leverer, med mindre mælken skulle vise sig at indeholde melamin. Samtidig garanterer Mengniu, at enhver forbruger, der skulle vise sig at blive syg på grund af produkter fra selskabet, vil få en erstatning, som er dobbelt så stor, som den myndighederne har påkrævet.
Den aktuelle fødevarekrise i Kina berører udelukkende produkter produceret i Kina. Arla Foods sælger ikke kinesisk producerede produkter uden for Kina. Der er ingen risiko for melamin i Arlas danske produkter.
For yderligere information ring 89 38 10 21.
Fakta Melamin, der bl.a. også kaldes Cyanuramide, er et stof udvundet fra kul. Kina er verdens største producent og eksportør af melamin. Melamin anvendes til overfladebehandling af plastic og f.eks. bordplader. Melamin indeholder nitrogen (N) og det samme gør protein. Melamin kan altså snyde i en analyse, så proteinindholdet fremstår højere end det faktisk er. Derved kan mælkeleverandøren fejlagtigt få en højere betaling for den ”falske" bedre mælkekvalitet. Melamin er forbudt i fødevareproduktionen i Kina, men mistanken går nu på, at stoffet bevidst var tilsat den rå mælk eller mælkepulveret for at øge proteinindholdet. Når melamin blandes med visse andre stoffer, kan det skabe reaktioner i kroppen, som kan skade nyrerne.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.