Pressemeddelelse

Resultatet klar for første halvår 2008

Arla Foods' resultat for det første halvår i 2008 blev 481 millioner danske kroner, hvilket er 99 millioner kroner bedre end samme periode sidste år.

Adm. direktør Peder Tuborgh kalder halvårsresultatet for et meget tilfredsstillende resultat, som svarer til de forventninger, der blev lagt i budgettet.

"2008 bliver indtjeningsmæssigt et bedre år end 2007, hvor priserne jo først kom højt op i de sidste måneder. I gennemsnit for hele året vil vores andelshavere få udbetalt betydeligt mere for deres mælk end sidste år," siger adm. direktør Peder Tuborgh.

Han understreger, at Arla Foods og dermed andelshaverne har fået fuldt udbytte af den bevægelse i verdensmarkedet, som startede for et år siden, da den udbetalte pris til landmændene har været 63 øre højere pr. kg end i første halvår 2007.

"Vi skal indstille os på hyppigere og mere markante prisudsving fremover, blandt andet som konsekevens af et EU-marked uden restitutioner. Vi følger markedsudsvingene og koncentrerer os om at satse på at opbygge vores højtforædlede mærkevarer," siger Peder Tuborgh.

Den forbedrede indtjening er opnået til trods for en række faktorer, som påvirker indtjeningen negativt. I modsætning til første halvår i 2007, er dette års halvårsresultat skabt i en periode, hvor EU's restitutioner (eksportstøtte) har været nulstillet, hvilket betyder en manglende indtjening på et tre-cifret millionbeløb. Desuden har inflationen samt de historisk lave valutakurser - især mht. den amerikanske dollar og det britiske pund - haft en negativ indflydelse på selskabets indtjening.

Sammenlignet med første halvår sidste år er indtjeningen faldet mærkbart på Arla Foods' største marked i Mellemøsten, Saudi Arabien, hvor mange forbrugere fortsat afstår fra at købe danske varer. Det påvirker indtjeningen i regionen, selvom salget går bedre end forventet i mange af de øvrige mindre mellemøstlige lande.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager