Bekymring for prisfald på øko-mælk
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 25 juni 2009
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
”Prisen på økologisk mælk er nu så lav, at det kan blive vanskeligt for de danske mejerier og dermed de økologiske landmænd at fastholde en lønsomhed i økologisk mælk. Og fortsætter det, kan det på længere sigt gå ud over forbrugerens muligheder for at få økologiske mejeriprodukter,” siger Lars Aagaard, direktør for Arlas danske marked.
Reaktionen kommer efter, at flere danske detailkæder i de seneste dage har sænket prisen på økologisk mælk kraftigt, og i går blev prisen på en liter økologisk skummetmælk sænket til 4,95 kr. Så langt har prisen på øko-mælk aldrig været nede på det danske marked.
Ifølge Lars Aagaard, er det store prisfald en reaktion på, at prisspændet mellem markedets dyreste mælk - den økologiske - og den billigste discount-mælk har været for stort.
”For mange forbrugere er det under krisen blevet endnu sværere at vælge økologi, og set fra forbrugerens perspektiv er det selvfølgelig glædeligt nu og her, at prisforskellen mellem discount og økologi bliver mindre. Men det aktuelle prisniveau er dybt problematisk og kan ramme vores mælkeproducenter meget hårdt. Vi frygter det kan være med til at begrænse udbuddet af økologisk mælk, fordi flere økologiske mælkeproducenter ikke kan fortsætte deres produktion, hvis de ikke kan få en pris, der kan dække deres omkostninger,” siger Lars Aagaard.
”Mindre økologisk mælk kan sætte Danmarks position som foregangsland for økologien over styr og både mælkeproducenter, mejerier og forbrugere risikerer at miste det økologiske marked, som er bygget op i Danmark gennem mange år.” Lars Aagaard
Arla Foods iværksatte i juni sidste år en kampagne for at få flere mælkeproducenter til at lægge om til økologi. Arla har i dag 268 økologer og 50 mælkeproducenter er i gang med at lægge om til økologi. Arla Foods modtager i dag 310 mio. kg mælk fra de økologiske mælkeproducenter.
Det koster mere at producere økologisk mælk, fordi udgifter til blandt andet foder er højere. Derfor får den økologiske landmand i Arla en merpris i forhold til sine konventionelle kolleger på 58 øre pr kg, så han i gennemsnit får 2,49 kr. pr. kg mælk.
Yderligere information
Lars Aagaard, direktør for Arlas danske marked
Telefon: +45 89 38 10 00
Links
Øko-bloggen
Flere nyheder om økologi
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.