Ny landechef for Arla i Danmark

Læs tid
2 min
Publiceret
03 marts 2011
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Lars Aagaard stopper som direktør for Arlas danske forretning på grund af sygdom. Posten overtages af tidligere direktør for Cocio Peter Giørtz-Carlsen, som vender tilbage til Arla 9. maj.

Efter længere tids tiltagende svær slidgigt har Lars Aagaard besluttet at fratræde sit nuværende job som direktør for Arlas danske marked – et job, han har haft siden 2007. Lars vil fortsat – i det omfang hans helbred tillader det – løse opgaver for koncernledelsen. Han bliver i sit nuværende job frem til 9. maj, hvor posten overdrages til hans afløser.

”Lars Aagaard giver sig 110 procent for jobbet, og han har med sit engagement skabt store forandringer i Arla, og han har gjort meget for at forbedre dialogen med vores mange samarbejdspartnere og kunder. Jeg beklager Lars’ fratrædelse fra dette job, men helbredet er naturligvis vigtigere end alt andet,” siger Arla Foods’ koncerndirektør for de Nordiske markeder, Hans-Åke Hammarström, som samtidig glæder sig over at koncernledelsen kan beholde Lars til særlige opgaver for koncernen.

For Lars Aagaard har det været en svær beslutning, men dog også den rigtige.

”Jeg har haft masser af udfordringer og oplevelser i den danske del af Arlas forretning, og jeg kommer især til at savne det daglige samarbejde med mine fantastiske kolleger og kontakten til Arlas ejere, som er en væsentlig del af det at være direktør i Arla Danmark. Men jobbet er så krævende, at det ikke hænger sammen med at have tiltagende slidgigt, og derfor føles beslutningen både som en stor ærgrelse og en stor lettelse,” siger han.

Peter Giørtz-Carlsen ny landechef i Danmark
Arlas nye direktør for det danske marked er allerede godt bekendt med virksomheden. Peter Giørtz-Carlsen, 37 år, kom til Arla Foods i 2005 som leder af Corporate Strategy, hvor han blandt andet var med til at udvikle koncernens ”Strategi 2015”. I 2008 tiltrådte han stillingen som direktør i Arla Foods’ datterselskab Cocio Chokolademælk, hvor han blandt andet indgik en aftale med Starbucks om produktion, markedsføring og distribution på en række europæiske markeder.

I august sidste år valgte Peter imidlertid at sige ja til et job hos Bestseller i Kina, men til maj er han tilbage i Arla.

”Jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes at få Peter Giørtz-Carlsen tilbage til Arla, og jeg er sikker på, at vi har fundet den rette afløser for Lars Aagaard,” siger Hans-Åke Hammarström.

Peter Giørtz-Carlsen ser frem til sit nye job.

”Det er en helt unik chance at få lov at stå i spidsen for Arla på det danske marked, og det tilbud kunne jeg naturligvis ikke sige nej til. Jeg er dog også ydmyg i forhold til at løfte arven efter Lars. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Lars i hans rolle som bestyrelsesmedlem i Cocio, og jeg ved, at Lars er en meget kompetent og vellidt chef. Jeg glæder mig til opgaven og til at lære hans organisation at kende,” siger han.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663