Populære drikkeyoghurter – nu med stevia

Læs tid
1 min
Populære drikkeyoghurter – nu med stevia
Publiceret
12 december 2012

På talrige opfordringer fra forbrugerne opgraderer Arla nu de populære Cultura® drikkeyoghurter fra klassisk light til ”light med et tvist” i form af ekstrakt fra steviaplanten. Det sker som led i en relancering af hele Cultura® familien, der nu hedder Arla Cultura® Balance.

Sulten på farten? Snup en drikkeyoghurt. Nu kommer drikkeyoghurterne fra Arla Cultura® i en ny udgave. Smagen og de gode egenskaber er de samme, men udseende og opskrift har fået et kvalitetsløft. Fremover indeholder de populære drikkeyoghurter nemlig endnu flere fibre, og samtidig erstatter Arla sødemidlet aspartam med ekstrakt fra planten stevia.

Stevia erstatter aspartam
Introduktionen af steviaplanten som kilde til sødemiddel er et tiltag, som forbrugerne vil tage godt imod, lyder det fra Mette Schacht Færch, der er chef for yoghurtkategorien i Arla Danmark.

”Mange af vores trofaste drikkeyoghurt forbrugere har længe efterspurgt et alternativ til det klassiske sødemiddel aspartam. Derfor er vi meget glade for nu at være klar med et alternativ,” siger hun.

Sødemidlet, der udvindes fra steviaplanten, bærer det formelle navn steviol glycosid, og er cirka 300 gange sødere end sukker. Til gengæld indeholder sødemidlet i sig selv ingen kalorier. For at få den helt rigtige smag og konsistens bliver drikkeyoghurterne dog afbalanceret med en smule sukker.

Nyt efternavn
Ændringen af drikkeyoghurterne sker som led i en større relancering af hele familien under Arla Cultura®, som på tværs af produkter er blevet løftet med en række forbedringer. Opskrifterne er blevet udviklet, produkterne har fået nyt design, og serien har fået nyt efternavn, så den nu hedder Arla Cultura® Balance.

”Arla Cultura® består stadig af de klassiske og velsmagende yoghurtprodukter, som forbrugerne kender. Det er kvalitetsprodukter, som passer godt ind i en sund kost og en aktiv livsstil, fordi de blandt andet kan hjælpe med at holde maven i balance. Med relanceringen har vi forbedret opskrifterne og samtidig givet produkterne et nyt design og i øvrigt også en ny karton, som gør det nemmere at få yoghurten ud,” siger Mette Schacht Færch.

Drikkeyoghurterne kommer fortsat i de tre velkendte smagsvarianter jordbær, hindbær og blåbær, bærer stadig betegnelsen light og vil være på hylderne begyndende fra 12. december 2012.