Arla tilpasser organisationen globalt
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 15 maj 2012
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla kan for tiden fremvise vækst i omsætningen, men ledelsen vurderer, at Arla skal være en halv milliard kroner lettere i årlige omkostninger for at kunne følge med internationale konkurrenter. Derfor sætter ledelsen nu Arla sammen på en enklere måde, der skal geare organisationen til Arlas høje væksttempo og omsætte væksten til værdi for Arlas andelshavere.
I dag orienteres medarbejdere på Arlas kontorer rundt om i verden om ændringer i koncernens struktur. Ændringerne skal gøre vejen fra beslutning til handling kortere og samtidig nedbringe Arlas faste omkostninger til et niveau, der er mere konkurrencedygtigt i forhold til øvrige internationale mejeriselskaber.
Det betyder, at Arla med udgangen af 2012 vil bestå af ca. 250 færre administrative stillinger globalt (heraf ca. 90 færre i Danmark). Derudover skifter ca. 150 medarbejdere placering rent organisatorisk, mens Arlas udgifter til bl.a. markedsanalyser og emballage reduceres. I alt forventes det, at ændringerne gør Arla knap 500 millioner kroner lettere i årlige omkostninger.
CEO, Peder Tuborgh”Vores omsætning vokser, og den vækst vil fortsætte. Men det er vores ansvar over for alle andelshavere og de øvrige mælkeproducenter, som investerer deres mælk og penge i Arla, at vi forstår at øge omsætningen betydeligt hurtigere end omkostningerne. Vores internationale konkurrenter er blevet hurtigere til at omsætte ideer til handling, og derfor trænger Arla til at få en mere struktureret og forenklet måde at arbejde på. Det er det, der er formålet med denne beslutning,” siger Peder Tuborgh.
Synergier fra vækst skal udnyttes
Med ambitionerne om at være nordeuropæiske forbrugeres foretrukne mejeriselskab samt at skabe en lønsom vækst for andelshaverne er det altafgørende, at Arla kan tiltrække tilstrækkelige mængder rå mælk ved at levere en konkurrencedygtig mælkepris til europæiske leverandører.
Nedbringelsen af administrative stillinger og omplaceringen af funktioner fjerner dobbeltroller og skal skabe en mere adræt organisation med klare rollefordelinger og beslutningsgange.
”Det er længe siden, Arla har haft muligheden for virkelig at udnytte de synergier, som altid opstår, når to store virksomheder går sammen med hver deres integrerede produktion og administration. Arlas seneste fusioner med svenske Milko og tyske Hansa Milch var ikke store nok til at kunne udløse radikale effektiviseringstiltag. Derfor har vi med denne indsats ønsket at sikre, at Arla forbliver konkurrencedygtig ved at nedbringe omkostningerne og kompleksiteten i vores forretning,” siger Peder Tuborgh.
Foruden de ændringer, der i dag er meldt ud om Arlas administrative organisation, vil ledelsen løbende vurdere mulighederne for at gøre Arlas administration endnu mere effektiv i takt med virksomhedens hastige vækst. Samtidig vil ledelsen fortsat se på mulighederne for at effektivisere Arlas globale produktionssystem i overensstemmelse med koncernens strategi.
Farvel til dygtige medarbejdere
Arla vil tilbyde støtte og vejledning til de berørte medarbejdere efter lokale aftaler i de enkelte lande. I Danmark har Arla sammen med det nedsatte forhandlingsudvalg på hovedkontoret i Viby arrangeret informationsmøder senere på måneden, hvor berørte medarbejdere kan få praktisk hjælp samt nærmere information om jobsøgningskurser og karrierevejledning. Alle vil desuden få tilbudt personlig støtte gennem Arlas sundhedsordning ved Pension Danmark.
”Vi må desværre sige farvel til mange dygtige medarbejdere i dag, som hver især i deres respektive stillinger har bidraget positivt til Arla. Hver eneste administrative stilling, vi nedlægger i dag, har givet mening og værdi set hver for sig, men vi er nødt til at indse, at vi ikke har råd til alt. Derfor har vi været nødt til at stoppe visse aktiviteter og omplacerer andre,” siger Peder Tuborgh.
Fakta: Koncernen Arla (pr. 31. dec. 2011)
- Nettoomsætning: 54,9 mia. dkk
- Nettoresultat: 1,3 mio. dkk
- Antal andelshavere: 8024 mælkeproducenter i Sverige, Danmark og Tyskland
- Antal medarbejdere: 17.417 (heraf ca. 6000 administrative stillinger)
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.