Fusioner på vej i Tyskland og Storbritannien

Læs tid
4 min
Fusioner på vej i Tyskland og Storbritannien
Publiceret
22 maj 2012
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods står foran et stort gennembrud på såvel det britiske som det tyske marked. To planlagte fusioner vil med ét slag øge Arlas omsætning med 9 mia. kroner årligt og dermed styrke Arla Foods’ position som en af Europas førende mejerikoncerner. Fusionerne giver Arla andelshavere i Storbritannien mens ejerkredsen i Tyskland udvides betragteligt.

Arla Foods offentliggør i dag planer om to store fusioner – med henholdsvis Tysklands 8. største mejeri, andelsselskabet, Milch-Union Hocheifel (MUH) med ejere i Tyskland, Belgien og Luxembourg samt med Storbritanniens fjerde største mejeri, andelsselskabet Milk Link. Andelshaver-repræsentanter i de tre selskaber skal tage stilling til fusionerne 26. Juni. Bliver fusionerne en realitet, har Arla andelshavere på selskabets fires største markeder, Storbritannien, Sverige, Danmark og Tyskland, samt i Belgien og Luxembourg.

Stærk platform i Nordtyskland
Væksten er i tråd med Arlas koncernstrategi 2015, hvor målet er at øge mælkeprisen til andelshaverne ved blandt andet at styrke positionerne på kernemarkederne Storbritannien og Tyskland.

”Hvis andelshaverne vedtager disse fusioner, cementerer det Arla Foods’ position som et af Europas mest velfunderede mejeriselskaber. Vi får en bred ejerkreds, der leverer en betydelig mængde mælk og et meget stærkt miks af produkter – både til forbrugerne og til industrien. Såvel Milk Link som Milch-Union Hocheifel er stærke, veldrevne mejerikoncerner, som med deres produktportfølje og produktionsanlæg vil styrke vores forretning i Tyskland og Storbritannien,” siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Han fremhæver, at begge selskaber ligesom Arla Foods er ejet af mælkeproducenter.

”I hvert af de tre selskaber er målet at skabe værdi til vores ejere i form af en stærk mælkepris. Det vil det også være fremover, og vores forudsætninger for at levere gode resultater styrkes, hvis disse planer realiseres,” siger Peder Tuborgh.

I tråd med Arlas Strategi 2015
Med fusionerne vil Arla komme et væsentligt skridt nærmere flere af de overordnede mål i koncernens strategi 2015:

  • Arla bliver Storbritanniens største mejeriselskab og nummer tre i Tyskland, begge dele er beskrevet som mål for Arla i 2015.
  • Arla har desuden et mål om at nå en omsætning på 75 mia. kroner i 2015. Hvis fusionerne godkendes vil de to selskaber tilsammen tilføre Arla en ekstra omsætning på ca. 9 mia. kroner. Arla omsatte i 2011 for 55 mia. kroner, og sammen forventes selskaberne at skabe en omsætning på omkring 70 mia. kroner i 2013.

Formanden for Arla Foods’ bestyrelse, Åke Hantoft, har i forhandlingerne frem til de endelige fusionsaftaler mærket et stærkt fællesskab med de øvrige to selskaber:

”Alle tre mejerikoncerner er skabt af mælkeproducenter, som gennem investeringer har bygget selskaber op, som vi i dag kan være stolte af. Nu finder vi sammen for at skabe et selskab, der også i fremtiden er rustet til at aftage vores mælk og skabe højest mulig værdi ud af den,” siger han.

”Den styrke og værdi, der ligger i, at et andelsmejeri også i fremtiden kan blande sig blandt verdens førende mejeriselskaber, kan ikke undervurderes.”

Adgang til flere markeder og en bredere produktpalette
Også for MUH og Milk Link er der tale om et væsentligt skridt, som gerne skal være med til at sikre adgang til flere markeder, en bredere produktpalette og en mere stabil mælkeafregning til andelshaverne i kraft af Arla Foods’ tilstedeværelse på markeder verden over.

“Vi er allerede et europæisk mejeriselskab, men gennem en fusion med Arla forfølger vi vores strategi om at blive et international selskab for på den måde at skabe en god og stabil mælkepris. En fusion vil betyde, at vores produkter får adgang til flere markeder,” siger Rainer Sievers, adm. direktør i MUH.

“Den foreslåede fusion vil samle mælkeproducenter fra to succesfulde, vækstorienterede mejerinationer, der er ejet af mælkeproducenter. Vi supplerer hinanden i markedet, på varemærker og på kundesiden. Det bekræfter og styrker Milk Links position som et af Storbritanniens førende mejeriselskaber og er en anerkendelse af vores medlemmers trofaste opbakning,” siger Neil Kennedy, adm. direktør i Milk Link.

Arla holder pressemøde i dag kl.13 i København (journalister bedes ringe for yderligere oplysninger).

Hent PDF-dokument med yderligere fakta og grafik om den foreslåede fusion

Fakta
• Med fusionerne vil Arla Foods vokse fra 8.024 andelshavere i Danmark, Sverige og Tyskland til ca. 12.300 andelshavere i Danmark, Sverige, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Storbritannien.

• Arla vil fremover indveje over 12 mia. kg mælk (mod ca. 9 mia. kg mælk i dag).

• Navnet vil fortsat være Arla Foods amba. • Andelshaverne i henholdsvis Milk Link og MUH vil fortsat være andelshavere i henholdsvis Milk Link og MUH. Disse to selskaber bliver medlemmer af Arla Foods amba, efter samme model som ved fusionen med tyske Hansa-Milch i 2011.

• Tilsammen havde de tre andelsselskaber i 2011 en omsætning på ca. 65 mia. kroner.

• Arlas omsætning vokser i Tyskland fra 6 mia. kroner til næsten 11 mia. kr.

• Storbritannien er i dag Arlas største marked med en omsætning på næsten 13 mia. kroner 2011. Den omsætning øges med godt 5 mia. kr. til ca. 18 mia. kr.

• Hvis det bliver et ja til fusionerne, forventes de at træde i kraft i løbet af efteråret 2012. Fusionerne skal godkendes af konkurrencemyndighederne i de respektive lande.

• De nye ejere bliver repræsenteret i Arla Foods’ bestyrelse og repræsentantskab. Milk Link får 2 pladser i bestyrelsen (men 1 stemme), og 10 pladser i repræsentantskabet. MUH får 2 pladser i bestyrelsen og 9 i repræsentantskabet. Arla har tidligere på foråret igangsat en generel revision af det demokratiske systems opbygning i andelsselskabet Arla Foods, og dette arbejde fortsætter.

• Arlas britiske mælkeleverandører, samlet i Arla Foods Milk Partnership (AFMP), fortsætter den nuværende tilknytning til Arla Foods UK plc.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663