Klassiske retter hitter stadig

Læs tid
2 min
Klassiske retter hitter stadig
Publiceret
26 maj 2014

Vi har aldrig læst så mange kogebøger som nu, og madmagasinerne boomer. Men hvad skal der egentlig til for, at en opskrift går fra flygtig inspiration til fasttømret inventar på de danske middagsborde? Det har Karolines Køkken, der i over 50 år har smagt, testet og udviklet opskrifter, sat sig for at undersøge.

Glem alt om bøffer, ramsløg og spelt. En god dansk måltidsklassiker indeholder med større sandsynlighed fars, paprika og kartofler. Det viser en netop gennemført undersøgelse af de mest søgte hverdagsretter på Karolines Køkkens populære opskriftsite. En side, der har to millioner besøg hver måned.

Gennemgangen viser, at en opskrift helst skal indeholde en række faste elementer, før det bliver en klassiker. Først og fremmest en god del kulhydrater, som kartofler og pasta. Dernæst en anelse ’smørelse’ i form af sovs eller en god dressing. Og til sidst et touch af velkendte krydderier uden en al for kraftig smag.

Lederen af Karolines Køkken, Tove Færch, er ophavskvinde til en række af de populære opskrifter fra køkkenet og tester hver dag sammen med kollegerne i køkkenet nye smagssammensætninger til middagsbordet. Og for hende er det ingen overraskelse, at de mest populære retter indeholder netop de byggesten:

”Vi har næsten 4.500 opskrifter liggende på vores opskriftside. Alligevel kan vi se en klar tendens til, at det er de samme råvarer og ingredienser, folk går efter. De fleste af os sætter stor pris på, at vores hverdagsretter passer til hele familien. Samtidig er det vigtigt, at retterne virker i dagligdagen. Det vil sige, at de skal være mættende, nemme at købe ind til, og så skal de altså kunne tilberedes i et ganske almindeligt køkken, ” siger Tove Færch.

Kold kartoffelsalat er stadig et hit
De fem hverdagsretter, som er mest populære på Karolines Køkkens opskriftside igennem de seneste tre år, er kold kartoffelsalat, boller i karry, broccolisalat, svensk pølseret og lasagne. Men selv om de velkendte klassikere har det med at bide sig fast, så kommer der også nye til.

”Uanset om det er Paleo eller Ducan, der er oppe i tiden, så er der bare visse hverdagsklassikere, der bider sig fast, og som danskerne vil lave igen og igen. For mange af os kan godt lide, at opskrifterne er velafprøvede og vi kan lave dem næsten i søvne. Men samtidig arbejder vi selvfølgelig løbende på at udvikle nye og inspirerende smagsoplevelser, der måske bliver fremtidens måltidsklassiker,” siger Tove Færch.

Hun forudser derfor, at vi om 3-5 år kan forvente at se retter med mere grønt, groft og eksotiske smage side om side med nutidens velkendte måltidsklassikere.

Byggesten i en måltidsklassiker

  1. Et højt indhold af stivelse – særligt kartofler og pasta
  2. Sovs eller en god dressing - særligt creme(ingen mellemrum)fraiche er populært
  3. Velkendte krydderier uden alt for kraftig smag – karry og paprika er de eneste krydderier, der for alvor får lov at komme i gryderne
  4. Ingredienser, der kan købes i ethvert supermarked
  5. Prisvenligt kød – særligt kylling og hakket svinekød.

Top 10 hverdagsretter hos Karolines Køkken de seneste tre år:

  1. Kold kartoffelsalat
  2. Boller i karry
  3. Broccolisalat
  4. Svensk pølseret
  5. Lasagne
  6. Waldorfsalat
  7. Tunmousse
  8. Flødekartofler
  9. Risengrød
  10. Spaghetti a’la Carbonara

Om gennemgangen:
Karolines Køkken har på baggrund af besøgstal på www.arla.dk/karolineskøkken lavet en statistik over hvilke retter, der har været mest søgt igennem de seneste tre år. Herudfra er der udarbejdet en top ti over hverdagsretter og en top 5 over desserter. Karolines Køkken har gennemgået indholdet af og sammensætningen af top ti opskrifterne på hverdagsretter og har på den baggrund opstillet de fem byggesten for en dansk måltidsklassiker. **For mere info kontakt:**Tove Færch, leder af Karolines Køkken, 89 38 16 74