Unikt samarbejde skal bekæmpe underernæring

Læs tid
2 min
Publiceret
16 januar 2014

Mens overvægt er et alvorligt samfundsproblem, der gennem de senere år har fået en del opmærksomhed, er underernæring en betydelig udfordring, men som stort set ingen opmærksomhed har fået i offentligheden. Det er til trods for, at konsekvenserne for den enkelte, og for samfundet, er alvorlige.

I Danmark er op imod 40 procent af patienterne og hver femte af vores ældre underernærede mens endnu flere ældre er i risiko for at blive det. Samtidig er omkostningerne forbundet med underernæring betydelige.

For at skabe opmærksomhed om problemet har et fagligt selskab, en fagforening og en kommerciel virksomhed indgået en sjælden alliance. Arla Foods har nemlig fundet sammen med Kost & Ernæringsforbundet samt Dansk Selskab for Klinisk Ernæring om at mobilisere indsatsen mod underernæring.

I Danmark er underernæring et problem, som kun de færreste kender. Alligevel rammer underernæring ganske mange mennesker. Det er især nogle af vores svageste medborgere, nemlig patienter og ældre på plejehjem og i hjemmeplejen, som er i risiko for underernæring.

Af samme årsag er der heller ikke noget forum, der taler de underernæredes sag. Og det er en af årsagerne til, at tre så forskellige parter har fundet sammen om den fælles sag. Men der er naturligvis flere årsager:

"Kost & Ernæringsforbundets medlemmer vejleder i og behandler underernæring. Vores medlemmer producerer den kost, som ældre og patienter i fremtiden skal spise for at undgå underernæring. Derfor har det været naturligt for os at gå ind i dette samarbejde," siger forbundsformand
Ghita Parry.

Årsagen til at Arla er gået ind i arbejdet ligger ifølge Peter Giørtz-Carlsen, direktør for Arla i Danmark, også lige for:

"Som landets største fødevarevirksomhed arbejder Arla for at tilgodese behovet for sunde og næringsrige fødevarer til befolkningen i al almindelighed. Men vi har også fokus på ældre og patienters ernæring, som er et overset problem i det danske samfund. Og derfor ønsker vi at bidrage med forskning, udvikling og ikke mindst samarbejde om løsninger, der kan bekæmpe
underernæring."

"For Dansk Selskab for Klinisk Ernæring, med over 500 medlemmer blandt læger, sygeplejersker og andre sundheds- og ernæringsprofessionelle, er begrundelsen den oplagte, at DSKE arbejder med at
forebygge og behandle sygdomsrelateret underernæring og fremme kendskabet til
følgerne af underernæring," udtaler professor Jens Kondrup.

De tre organisationer er ved at færdiggøre en publikation, der redegør for problemer og udfordringer med underernæring blandt patienter og ældre i Danmark. På den baggrund igangsætter organisationerne en række initiativer. De omfatter blandt andet en dialog med politikerne om udfordringerne.

Den første aktivitet er de tre parters deltagelse på KL’s Sundhedskonference den 21. januar 2014. Her vil en forsmag på publikationen være tilgængelig samtidig med, at det er muligt at smage på mad, som er særligt velegnet til underernærede.

For yderligere information, spørgsmål og kommentarer kontakt:

Toke Helmø, Presseansvarlig, Kost- & Ernæringsforbundet, 31 63 66 11, th@kost.dk
Kasper Ibsen Beck, Kommunikationsdirektør, Arla, 89 38 12 15, kabec@arlafoods.com
Jens Kondrup, Overlæge, dr. med., formand for DSKE, 40 41 03 93, kondrup@post4.tele.dk