Arla understreger sit samfundsansvar i Afrika

Læs tid
3 min
Arla understreger sit samfundsansvar i Afrika
Publiceret
12 januar 2015
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla planlægger at vokse på en række afrikanske markeder i de kommende år, men væksten skal ske på en ansvarlig måde, så den ikke medfører utilsigtede negative konsekvenser for de lokale landbrug eller mejeriaktører. Derfor forankrer Arla nu en tydelig menneskeretspolitik i koncernen for at sikre, at Arlas globale forretning ikke sætter et negativt fodaftryk i udviklingslande.

Arla vil øge sin nuværende forretning i Afrika syd for Sahara fra en årlig omsætning på ca. 650 millioner kroner til ca. 2 milliarder kroner i 2017. Det skal især ske gennem salg af mælkepulver og langtidsholdbar UHT-mælk, som er efterspurgt af den hastigt voksende middelklasse i og omkring storbyerne.

I dag sælger Arla produkter i Nigeria og Elfenbenskysten, men Arlas strategiske fokus er derudover rettet mod markederne i Ghana, Senegal, Congo samt en række lande i Østafrika.

Arla ønsker ikke, at selskabets aktiviteter og vækstplaner i Afrika eller andre verdensdele har eller kan få negative konsekvenser for de lokale landbrugssektorer eller mejeriaktører. Derfor har Arla nu iværksat en række tiltag, der bl.a. skal sikre følgende:

  • nødvendig omhu før og under salg af mælkepulver i udviklingslande for at undgå utilsigtede negative konsekvenser for bl.a. småproducenter og småbønder.
  • overholdelse af OECD’s retningslinjer for Multinationale Selskaber samt FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv – i tillæg til Arlas eksisterende retningslinjer for god virksomhedsadfærd i overensstemmelse med FN’s Global Compact program.
  • gennemførsel af due diligence processer forud for nye opkøb eller partnerskabsaftaler i udviklingslande, der skal sikre efterlevelse af førnævnte retningslinjer, når Arla udvider forretningen i et udviklingsland.
  • undersøgelse af eksisterende forretning i Elfenbenskysten og Nigeria for at sikre, at der ikke er eventuelle negative konsekvenser for lokale aktører i de lande samt offentliggørelse af undersøgelsens konklusioner inden 1. april 2015 (ifht Elfenbenskysten) og 1. maj 2015 (ifht Nigeria).

”Flere og flere afrikanere efterspørger mejeriprodukter af en karakter, der ikke alle steder kan fremstilles lokalt i tilstrækkelige mængder. Vi tilbyder god ernæring gennem vores mælkepulver, og vi vil samtidig sikre, at vores forretning ikke har en utilsigtet negativ effekt for de lokale landmænd,” siger Finn Hansen, der er koncerndirektør for Arlas internationale forretningsenhed.

Arla har igennem længere tid rådført sig med bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, og det har bekræftet behovet for at sætte de nævnte tiltag i gang.

”Arla tager disse aktive skridt, fordi det principielt er vigtigt for os og for vores andelshavere, at vi kan dokumentere overfor os selv og vores kunder og forbrugere, at vi gør tingene ordentligt også på det her område. Vi har modtaget og lyttet til en række konstruktive input fra forskellige NGO’er, herunder Mellemfolkeligt Samvirke, som har hjulpet os med at stille skarpt på dette,” siger Finn Hansen.

Mellemfolkeligt Samvirke roser Arlas tiltag, og har høje forventninger til Arlas arbejde med at forankre en aktiv menneskerettighedspolitik i koncernen og offentligt redegøre for koncernens menneskeretsrisici og efterlevelsen af de internationale retningslinjer for virksomheders menneskeretsansvar.

”Nøglen til at bekæmpe fattigdom og skabe global udvikling til gavn for alle er en mere ansvarlig og bæredygtig produktion af fødevarer. Derfor er det meget positivt, at Arla nu engagerer sig mere systematisk i at forstå og forhindre eventuelle utilsigtede negative effekter af koncernens forretning for fx lokale bønders forretningsmuligheder og rettigheder,” siger Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Frans Mikael Jansen og tilføjer:

”Det er rigtigt set af Arla, at tiden er inde til at understøtte koncernens gode intentioner med hårde data og know-how, når det kommer til at drive en globalt ansvarlig og rentabel forretning. Arla lægger an til at gå forrest i branchen, når det kommer til ansvarlighed. Det vil både koncernen og verdens fattigste kunne få gavn af. MS ser frem til at følge, hvorledes Arla vil gennemføre den nye linje og til at bistå med råd og vejledning i denne sammenhæng”.

Udover aftalen med Mellemfolkeligt Samvirke indgår Arla desuden i et projektsamarbejde med hjælpeorganisationen CARE Denmark om udvikling af den lokale mejerisektor i afrikanske lande.

Læs mere om Arlas holdning til at udvise samfundsansvar i udviklingslande og koncernens planer for at implementere en styrket menneskeretspolitik her.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663