200 skoleklasser skal arbejde med skolemåltidet
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 06 juli 2017
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arlas gratis undervisningsforløb MADmovers, der sætter fokus på bedre rammer for måltider i skolerne, kan nu melde udsolgt. Interessen har været massiv fra de midtjyske skoleklasser. Hele 200 6. klasser i Region Midtjylland har meldt sig til MADmovers og skal dermed sætte fokus på deres egen skolemadkultur til efteråret. En overvældende modtagelse, lyder det fra Arla.
I april åbnede Arla for tilmelding til sit nye initiativ MADmovers. Undervisningsforløbet er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og har til formål at skabe bedre rammer for skolemåltiderne. Det skal ske ved at involvere skolebørnene i at løse de udfordringer, de oplever i deres klasse, og gentænke skolemåltidet. Undervisningsforløbet er gratis og har været tilbudt til alle 6. klasser i Region Midtjylland.
MADmovers er mødt med stor interesse fra skoler i hele regionen. Alle 200 pladser er nu besat, og Arla kan derfor melde udsolgt. Det betyder, at mere end 5.000 skoleelever skal deltage i projektet efter sommerferien. Skoleklasserne kommer fra hele Midtjylland, hvor 19 ud af 19 kommuner i regionen er repræsenteret. Den store interesse glæder landedirektør i Arla, Jakob B. Knudsen:
”Modtagelsen af MADmovers har været helt overvældende. Vi er glade for den store interesse, som skolelærerne har vist, og de mange tilmeldinger bekræfter os i, at der er behov for at sætte fokus på måltider i skolerne,” siger Jakob B. Knudsen. Han fortsætter:
”Måltidet i skolen er enormt vigtigt, fordi det giver brændstof til energi og læring. Men måltidet er meget mere end selve maden. Der skal være gode rammer for måltidet, hvor der eksempelvis er ro og god tid til at spise. Det forbedrer samværet og øger madglæden. I undervisningsforløbet bliver eleverne derfor involveret i selv at skabe gode rammer i den enkelte klasse, ”siger Jakob B. Knudsen.
Han er ikke alene om sin begejstring for projektet.
”MADmovers er et virkelig godt eksempel på et vellykket partnerskab, hvor kultur møder erhverv, og hvor et offentligt-privat samarbejde kommer i spil. Vi er utrolig glade for kommunernes opbakning til MADmovers, som er endnu et af mange gode eksempler på de 19 kommuners engagement i kulturhovedstadsåret” udtaler Partnerskabs- & Udviklingschef Karin Buhl Slæggerup, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
”Det er også vores håb, at resultaterne af dette projekt og samarbejde kan indgå i et fremadrettet fokus på madkultur og gentænkning af rammerne for skolemåltidet,” fortsætter Karin Buhl Slæggerup.
Skolemåltidet på skoleskemaet
Efter sommerferien skal de 200 tilmeldte skoleklasser sammen med deres lærer arbejde med skolemåltidet. Her skal eleverne i fællesskab arbejde med at gentænke skolemåltidet i deres klasse og de rammer, maden spises i. Undervisningsmaterialet fra MADmovers dækker over 10 lektioner, som skal øge elevernes bevidsthed om skolemåltidet og inspirere til at skabe bedre rammer for måltidet.
To af de tilmeldte klasser er 6A og 6B fra Parkvejens Skole i Odder. Det er klassernes lærer, Rikke Søgaard, som har tilmeldt klasserne.
”MADmovers er et spændende projekt, hvor undervisningen er anderledes både for lærere og elever. Eksempelvis skal klasserne arbejde med at løse en konkret udfordring under projektforløbet. Det betyder, at eleverne kommer til at arbejde på en ny måde, hvor de bliver involveret og udfordret til at tænke i nye baner,” siger Rikke Søgaard, der til daglig underviser i matematik, natur og teknik, idræt og madkundskab. Hun tilføjer:
”Jeg forventer, at MADmovers projektet vil skubbe til elevernes bevidsthed om sundhed. Herunder at sundhed er andet end agurker og gulerødder, men også i høj grad handler om gode måltider, nydelse og trivsel.”
På Parkvejens Skole kommer elevener i de to klasser til at arbejde med MADmovers i to emneuger i efteråret. Her vil alle lærerne på årgangen også deltage i forløbet sammen med de 47 elever.
Om MADmovers
MADmovers er et initiativ fra Arla i forbindelse med Aarhus2017 og lægger op til, at skolemaden skal gentænkes. Initiativet er udviklet som et tilrettelagt undervisningsforløb, hvor eleverne skal gentænke skolemåltider ved at udvikle og skabe bedre rammer og indhold for deres skolemåltider. Eleverne skal derfor selv arbejde med rammerne for deres måltider og komme med deres bud på, hvordan det kan blive bedre.
MADmovers tilbydes gratis til 200 6. klasser i Region Midtjylland. Undervisningsmaterialet er udviklet af Arla Fonden i samarbejde med to lærere, en kok og professor i sundhedspædagogik, Karen Wistoft. Det er 6. klassens lærer, der har tilmeldt klassen, og det er helt gratis at deltage. Målet med MADmovers er at bidrage til øget bevidsthed om rammerne for måltider i skolen og de udfordringer, eleverne selv oplever i den forbindelse.
MADmovers går i spænd med Fødevarestyrelsens fem nyt råd til måltidet i skolen, som professor i sundhedspædagogik, Karen Wistoft er medskaber af. MADmovers har således afsæt i rammerne omkring måltidet, og involvering af eleverne for at skabe nydelse, trivsel, samvær og madglæde. Læs mere om Fødevarestyrelsens fem råd her.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.