Aftale på plads for Endrup Mejeri
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 11 december 2017
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla overtog i september 2017 det konkurstruede Endrup Mejeri. Efter at have undersøgt mulighederne for at drive produkterne og produktionen videre har Arla besluttet, at Endrup Mejeri fremover skal fungere som modningscenter og pakkeri for oste.
Produktionen har stået stille på Endrup Andelsmejeri siden 30. juni 2017 efter længere tids økonomiske problemer for det lille andelsmejeri. Igennem en aftale med henholdsvis Endrup Andelsmejeri og mejeriets kreditorer har Arla overtaget mejeriet og dermed forpligtelserne for mejeriets 12 andelshavere og mejeriets kreditorer. Produktionen af flere af Endrups oste vil fremover blive flyttet til Tistrup Mejeri, og ostene vil herefter blive overført til Endrup Mejeri for at modne færdige og blive pakket – og dermed sikre den helt rigtige ”Endrup”-smag. Med den nye aftale om at benytte Endrup Mejeri som modningscenter og pakkeri er der nu skabt klarhed om mejeriet og dets fortsatte virke.
”Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, som betyder, at Endrup Mejeri kan fortsætte som mejeri med fokus på ostelagring og pakkeri. Det er en løsning, som kommer de af vores kunder til gode, som ønsker den unikke lagring og smag fra Endrup, og så er det også en økonomisk forsvarlig løsning for Arla og Arlas andelshavere,” siger Jakob Bernhard Knudsen, landechef for Arla Danmark.
For mejeriets 9 ansatte betyder dette, at medarbejderne vil kunne beholde deres ansættelse og dermed indgå i det nye samarbejde med Tistrup Mejeri.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.