Arla styrker sit danske presseteam
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 27 marts 2017
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla har ansat Åse Andersson som presseansvarlig for selskabets danske medierelationer med effekt fra 1. juni 2017. Hun får reference til Arlas globale pressedirektør Theis Brøgger.
Åse Andersson skifter fra sin stilling som nyhedsvært på TV2 Østjylland, hvor hun har mangeårig erfaring som journalist, redaktør og tilrettelægger for den daglige nyhedsproduktion.
Jobbet som presseansvarlig for Arlas danske medierelationer er en nyoprettet stilling på Arlas hovedkontor i Aarhus, der skal sikre en fortsat dedikeret, åben og professionel servicering af dansk presse i takt med, at Arlas centrale pressekontor samtidigt betjener flere medier fra udlandet.
”Det er vigtigt for Arla til enhver tid at kunne give danske journalister en hurtig og professionel behandling. Vores centrale pressekontor servicerer både danske medier og et stadigt voksende antal internationale medier fra Arlas mange markeder i Europa og resten af verden, og derfor er jeg glad for at kunne styrke vores travle hold med en dygtig og erfaren kommunikatør som Åse. Med sin indsigt i journalisternes behov og dagsrytme og sin beviste evne til at gøre enhver historie forståelig for et bredt publikum er hun den helt rette til at drive og videreføre vores stærke relationer til danske medier,” siger Theis Brøgger, direktør for ekstern kommunikation i Arla koncernen.
”Arla er et stærkt internationalt brand, og jeg glæder mig meget til at blive en del af koncernen. Jeg ser frem til at arbejde sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere i virksomheden, og bidrage og styrke Arlas relationer til den danske presse,” siger Åse Andersson.
Åse Andersson har første arbejdsdag hos Arla den 1. juni 2017.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.