Jyske landmænd inviterer københavnerbørn på tre dages gårdbesøg

Læs tid
3 min
6.U fra Sølvgades Skole
Publiceret
04 september 2017
Kontaktpersoner:
Skrevet af

11 midtjyske Arla-landmænd slår dørene op for en københavnsk skoleklasse i denne uge. Skolebørnene skal lære om livet som landmand, og hvordan mælk bliver til hele vejen fra ko til karton. Hver landmand får besøg af to skolebørn, som bliver en del af gården i tre dage. Initiativet er et pilotprojekt under navnet Junior Landmand, som Arla håber at brede ud til hele landet de kommende år.

Der bor færre og færre børn på landet i Danmark. Siden 2010 er andelen af danske børn under 18 år, der bor på landet, faldet med hele 20 procent fra 180.000 til 145.000 børn. Med andre ord vokser flere og flere børn op uden at være tæt på og kende til landbruget - og dermed produktionen af mange af vores fødevarer. Men nysgerrigheden hos børnene er stor.

Derfor slår 11 Arla-landmænd i Midtjylland nu dørene op for en københavnsk 6. klasse, så børnene kan komme tættere på landbruget. Her vil børnene blive en del af hverdagen på gården, lære om de daglige rutiner hos en mælkebonde og være en del af landmandsfamilien. Og skolebørnene vil også få mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, de har til landmændene. Det foregår onsdag til fredag i denne uge.

”Som Danmarks største fødevareproducent vil vi gerne bidrage til at give børn og unge en god forståelse for, hvor madvarerne på hylderne i supermarkedet kommer fra. Landbruget er en af grundstenene i det danske samfund. Derfor er det vigtigt, at børn stifter bekendtskab med, hvad det betyder at være landmand. Det skal Junior Landmand hjælpe med samtidig med, at børnene får en sjov og anderledes oplevelse,” siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.

Landmand: Jeg glæder mig til at give skolebørnene en god oplevelse
I tre dage vil skolebørnene blive en del af gårdens daglige rutiner lige fra morgenmalkning til fodring af køerne og måltider i familien. Børnene starter med et besøg på Brabrand Mejeri, hvor de vil lære om, hvordan mælken fra gårdene bliver forædlet til eksempelvis yoghurt.

En af de landmænd, der får to københavnske skolebørn på besøg, er Erik Jensen. Han er indehaver af gården Amalieborg i Vrold ved Skanderborg, der huser 60 sortbrogede malkekøer. Erik Jensen har blandt andet sagt ja til at være vært i Junior Landmand, da han gerne vil vise, hvad han laver på gården, og hvor godt dyrene har det.

”Jeg glæder mig til at få besøg og give skolebørnene en god oplevelse. De kommer til at være med i alle de ting, vi laver på gården, og de bliver en del af vores dagligdag i familien fra morgen til aften. De vil eksempelvis få lov til at malke køerne, prøve maskinerne og sammensætte foderet til køerne, som primært kommer fra vores egne marker,” fortæller Erik Jensen, indehaver af gården Amalieborg og andelshaver i Arla. Han fortsætter:

”Børnene kommer også til at lære, hvordan mejeriprodukterne i supermarkedet bliver til. De vil opleve, at det er en stor proces at producere mælk, og at mælken i Danmark er af meget høj kvalitet, og at dyrene har det godt. Jeg håber at kunne aflive nogle myter om landbruget og give børnene en god forståelse for, hvordan vores fødevarer bliver til,” siger Erik og tilføjer:

”Jeg tror, at børnene vil blive overrasket over livet på en gård, hvor arbejdslivet og fritiden falder sammen. Børnene kommer til at opleve nye dufte og naturen på en helt anden måde end i byen. De vil eksempelvis kunne se stjernerne tydeligere og opleve, hvordan solen går op og ned. Jeg glæder mig til at se landbruget gennem deres øjne. Jeg er sikker på, at jeg også kan lære noget af deres nysgerrighed og måde at tænke på.”

Fakta om Junior Landmand

  • Junior Landmand er et pilotprojekt i Arla, hvor skolebørn får et gårdbesøg hos Arla-landmænd for at lære om livet som landmand, og hvordan mælken bliver til hele vejen fra ko til karton.
  • 6.U fra Sølvgades Skole i København skal på gårdbesøg i tre dage. Skolebørnene skal bo i par af to og to hos 11 Arla-landmænd, som er værter i projektet.
  • I de tre dage deltager børnene i gårdens daglige ruter og bliver en del af landmandsfamilien.
  • Udover gårdbesøgene skal skoleklassen også på besøg på Brabrand Mejeri. Her vil skolebørnene lære om, hvordan mælken bliver forædlet til andre produkter som eksempelvis yoghurt.
  • Junior Landmand foregår fra 6.-8. september.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663