Københavnerbørn flytter ind hos jyske landmænd

Læs tid
3 min
Københavnerbørn flytter ind hos jyske landmænd
Publiceret
26 september 2018
Kontaktpersoner:
Skrevet af

20 Arla-landmænd i Midt- og Nordjylland forbereder sig i disse dage på at få besøg af 43 københavnske 6. klasseelever. Skolebørnene skal bo hos landmændene i tre dage, hvor de skal lære om livet som landmand. Og landmændene skal blive klogere på, hvordan det er at vokse op i en storby. Junior Landmands-initiativet er dermed en kulturudveksling mellem land og by.

På onsdag rejser to 6. klasser fra Sølvgades Skole i indre København mod Jylland for at prøve kræfter med landmandslivet. 20 Arla-landmænd fra hele Midt- og Nordjylland åbner deres gårde i tre dage for de københavnske skolebørn, som skal bo to og to hos landmændene og deres familier. Børnene skal lære om de daglige rutiner hos en mælkeproducent og blive en del af hverdagen på gården.

”Vi vil som Danmarks største fødevareproducent gerne bidrage til, at børn og unge får en god forståelse af, hvordan vi producerer fødevarer, og hvor madvarerne i supermarkedet stammer fra. Landbruget er et vigtigt erhverv i Danmark og en af grundstenene i vores samfund. Derfor er jeg glad for at se, at Junior Landmand-initiativet, der sidste år startede som et pilotprojekt, fortsætter i år med dobbelt så mange landmænd og skolebørn,” siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.

I år bredes Junior Landmand-initiativet til både at dække Midt- og Nordjylland, så endnu flere børn kan få et indblik i livet som landmand. Og det er nødvendigt med en kulturudveksling mellem land og by. Siden 2010 er andelen af danske børn under 18 år, der bor på landet, faldet med 20 procent fra 180.000 til 145.000 børn. Initiativet er derfor et vigtig bidrag til at give bysbørn en bedre forståelse for dansk landbrug. Og nysgerrigheden for landbruget blandt børnene er stor.

”Junior Landmand skal bidrage til at mindske kløften og fordommene mellem by og land. Børnene bliver klogere på livet på landet og får en sjov og lærerig oplevelse. Og landmændenes udbytte er mindst lige så stort, når de får et indblik i børnenes hverdag i København langt væk fra natur og dyreliv,” siger Jakob B. Knudsen.

Landmand: Vi skal lære af hinanden
I løbet af skolebørnenes besøg på de 20 gårde vil de stifte bekendtskab med gårdens daglige rutiner med alt fra morgenmalkning til fodring af køerne og måltider med landmandsfamilien. Børnene skal også en tur forbi Brabrand Mejeri og lære om, hvordan mælken fra gårdene forædles til eksempelvis yoghurt.

Anne og Michal Jokumsen, der er medindehavere af gården Brunbak I/S i Lemming nær Silkeborg, er blandt de landmænd, som er med i Junior Landmand, og familien får de to københavnske skolebørn Mathilda og Sille på besøg. Ægteparret og deres tre børn glæder sig blandt andet til at give børnene et ægte billede af, hvordan landbrug anno 2018 foregår.

”Jeg tror, at børnene vil få en forståelse for, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi kan blandt andet vise dem, at ganske almindelig mælkeproduktion kan levere en god vare samtidig med, at vi behandler dyrene godt. De børn, der besøgte os sidste år, blev i hvert fald meget overraskede over, hvor godt dyrene egentlig har det. På den måde håber vi, at de kommer af med nogle af deres fordomme og tager hjem med et mere naturligt billede af, hvordan et landbrug fungerer,” siger Michal Jokumsen, der igennem 18 år har været andelshaver i Arla.

Programmet for de to københavnske skolebørn er allerede lagt, og det bliver bestemt ikke kedeligt at besøge Brunbak.

”Vi glæder os til at lade børnene blive en del af vores familieliv og vise dem, hvordan vi lever. Og så glæder vi os selvfølgelig også til at høre om deres hverdag. Vi har en gisning om, hvordan det er at bo i en lejlighed midt i København, men det bliver helt sikkert spændende at lære, hvordan deres liv rent faktisk er,” siger Michal Jokumsen.

Fakta om Junior Landmand

  • Junior Landmand er et Arla-initiativ, hvor skolebørn skal på gårdbesøg hos Arla-landmænd for at lære om livet som landmand, og hvordan mælken bliver til hele vejen fra ko til karton.
  • 6.V og 6.U fra Sølvgades Skole i indre København skal på gårdbesøg hos landmænd og Nord- og Midtjylland. De 43 skolebørn skal bo i par af to og to hos 20 Arla-landmænd, som er værter i projektet.
  • I løbet af de tre dage deltager børnene i gårdens daglige rutiner og bliver en del af landmandsfamilien.
  • Udover gårdbesøgene skal eleverne også på besøg på Brabrand Mejeri. Her vil skolebørnene lære om, hvordan mælken bliver forædlet til andre produkter som eksempelvis yoghurt.
  • Junior Landmand foregår fra 26.-28. september 2018.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663