Dansk gastronomi skal sættes på verdenskortet og vinde titler til Danmark
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 10 oktober 2019
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Pro går sammen med Kokkelandsholdet i et strategisk samarbejde om at fremme dansk gastronomi herhjemme og ude i verden. De to parter indgår en femårig aftale med en ambition om for første gang nogensinde at vinde den samlede konkurrence i VM for kokke i Strassburg i 2022. Det nye samarbejde træder i kraft den 1. januar 2020.
Fremtidens kokketalenter bliver formet på restauranter, i storkøkkener og kantiner rundt om i det ganske land. Og når der bliver arbejdet ved komfurerne og snittet på skærebrædderne, er der stor sandsynlighed for, at 38% piskefløde fra Arla Pro Øko i 10 liters dunke, Arla Unikas oste eller Arla Pro øko’s egen smørklump på 10kg er blandt de råvarer, som kokketalenterne anvender.
Derfor har Arlas foodservice brand Arla Pro allerede i dag et helt særligt slægtskab til kokkene. Et slægtskab, der nu cementeres ved, at Arla Pro indgår et femårigt strategisk samarbejde med Kokkelandsholdet. Målet er at fremme dansk gastronomi og skabe topplaceringer ved internationale konkurrencer for de ambitiøse danske kokke, der tegner Kokkelandsholdet.
”I Arla er vi meget stolte over, at vi har indgået et samarbejde med Kokkelandsholdet. Det giver os en unik mulighed for at teste og udvikle produkter sammen med de allerbedste kokke i Danmark. Desuden bestræber vi os på at bidrage med en ekspertise inden for mejerifaget, som kan gøre gavn for Kokkelandsholdet og forhåbentlig være med til at hjælpe dem til sejr.,” siger Rasmus Vinther talsperson fra Arla Pro.
Også Arla’s landedirektør i Danmark, Jakob B. Knudsen, er begejstret for det nye samarbejde:
”Hos Arla deler vi kokkenes dybe engagement og passion for gastronomi, og derfor vil vi gerne stå skulder ved skulder sammen med dem. Fordi vi favner hele gastronomien fra restauranter til storkøkkener, ligger dette samarbejde i naturlig forlængelse af vores ambition om at være en drivkraft i markedet for professionelle køkkener,” siger Jakob B. Knudsen.
Vil være det første kokkelandshold med økologisk og bæredygtig menu
Kokkelandsholdet består af et senior-, junior-, tjener- og cateringlandshold og har siden 2007 været fødekæde for nogle af de største kokketalenter i Danmark. De sidste fire vindere af den prestigefyldte Bocuse d'or har trænet hos Kokkelandsholdet. Men arbejdet med at nå toppen af de gastronomiske tinder er benhårdt og ressourcekrævende.
Ifølge Morten Juul Andersen, der er CEO for Kokkelandsholdet, er det er en af de vigtigste årsager til, at Kokkelandsholdet har valgt Arla Pro som ny samarbejdspartner.
”Vi sætter stor pris på, at Arla Pro har valgt at samarbejde med os. Arla Pro giver os flere muskler til at løfte vores arbejde med at fremme kendskabet til dansk gastronomi. Derudover er der flere snitflader mellem os, som gør det til et helt oplagt samarbejde. Vi har begge et udpræget fokus på bæredygtighed i vores arbejde. Derfor kan Arla Pro også hjælpe os i vores bestræbelser på at blive det første kokkelandshold, som stiller op med en økologisk og bæredygtig menu,” siger Morten Juul Andersen.
Det strategiske partnerskab træder i kraft den 1. januar 2020.
På billedet fra venstre ses Rasmus Vinther (Channel Manager, Arla Pro), Christian Wellendorff (holdkaptajn), Kristian Nissen Arlet (team manger) og Morten Juul Andersen (CEO, kokkelandsholdet)
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.