Danskerne går mindre op i at lave mad fra bunden – men det behøver ikke være en skidt udvikling
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 20 december 2019
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
I en travl hverdag, hvor både arbejde, familie og fritidsaktiviteter skal tilgodeses, er vi ofte tvunget til at prioritere for at nå det hele. Og nu viser nye tal fra Arla, at det blandt andet er i køkkenet, vi sparer tid. I dag er der nemlig færre danskere, der går op i at lave mad fra bunden end for fem år siden. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at vi går mindre op i gode råvarer og velsmagende retter, mener Tove Færch fra Karolines Køkken.
Hakket grønkål, tærtedej og fiskefars. De tre ting har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre. Men går vi en tur i supermarkedet, vil vi opdage, at det er nogle af de mange retter, som i dag kan købes færdiglavet, så vi sparer tid i køkkenet. Og det er en løsning, som flere og flere prioriterer i hverdagen.
Nye tal fra Arla viser, at der er sket et fald i antallet af danskere, som går op i at lave mad fra bunden. I 2015 ønskede 22 procent af danskerne at lave mere mad fra bunden, mens det tal i dag kun er 13 procent. Det er ifølge Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken i 26 år, ikke nødvendigvis nogen dårlig ting.
”Det er naturligvis vigtigt, at danskerne også i fremtiden er gode til at tilberede mad, har en god råvareforståelse og prioriterer måltiderne. Men jeg finder det ikke voldsomt alarmerende, at vi bruger mindre tid på at lave mad fra bunden,” siger Tove Færch.
I 2015 forbandt 44 procent af danskerne sund hverdagsmad med, at det er lavet fra bunden. Mens kun 23 procent i 2019 finder det vigtigt, at hverdagsmaden er lavet fra bunden. Tove Færch forklarer udviklingen med et større tilvalg af convenience-produkter.
”Danskerne gør i højere grad end tidligere brug af de mange nye convenience-produkter for at spare tid. Og hvis valget står mellem enten at droppe grøntsagerne, fordi det tager for lang tid at snitte, eller at købe en pose snittet grønkål, så er det sidste jo klart at foretrække. At vi indimellem vælger de hurtige løsninger, giver os netop tid til at prioritere andre ting i tilværelsen. Og så skal vi huske på, at hjemmelavet mad ikke nødvendigvis er sundere, end det vi kan købe færdiglavet,” siger Tove Færch.
Danskerne søger efter flere ”hurtige opskrifter”
At danskerne oftere end tidligere prioriterer de hurtige løsninger, når det kommer til madlavning, bakkes op af data fra Karolines Køkkens opskriftsside. Der er nemlig sket en stigning i søgninger efter opskrifter, som er hurtige at tilberede.
I 2015 var det 22 procent af de viste opskrifter på Karolines Køkkens opskriftsside, der tog under 30 minutter at lave. Det tal er i dag 26 procent. Dertil er andelen af visninger af opskrifter, der kræver mellem 30 og 60 minutter i køkkenet faldet fra 34 til 29 procent.
”Danskernes ændrede madvaner stiller nye krav til os opskriftsudviklere. Vi skal blive endnu bedre til at udvikle opskrifter, der imødekommer danskernes travle hverdag, og som viser, hvordan man inddrager convenience-produkter i lækre, velsmagende hverdagsretter. Det betyder bestemt ikke, at vi helt skal droppe den hjemmelavede mad. Men man kan sagtens tilberede et lækkert hverdagsmåltid ved fx at kombinere en købt fiskefars med svitsede grøntsager til samt en dressing bestående af cremefraiche med friske krydderurter,” siger Tove Færch.
Nøgletal fra befolkningsanalyser og arla.dk:
- I 2015 svarede 22 procent af danskerne, at de godt kunne tænke sig at lave mere mad fra bunden, end de gør nu, når de laver hverdagsmad
- I 2019 svarede 13 procent af danskerne, at de godt kunne tænke sig at lave mere mad fra bunden, end de gør nu, når de laver hverdagsmad
- I 2015 svarede 44 procent af danskerne, at de forbandt sund aftensmad med mad, der var lavet fra bunden
- I 2019 svarede 23 procent af danskerne, at det er vigtigt for dem, at deres hverdagsmad er lavet fra bunden
- Opskriftsvisninger på Karolines Køkkens opskriftsside:
- Andel af visninger af opskrifter på under 30 minutter i 2015: 22 procent
- Andel af visninger af opskrifter på under 30 minutter i 2019: 26 procent
- Andel af visninger af opskrifter på mellem 30-60 minutter i 2015: 34 procent
- Andel af visninger af opskrifter på mellem 30-60 minutter i 201: 29 procent
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.