Fem år med MADlejr: 7.500 unge er blevet madkloge - nu skal endnu flere af sted
- Læs tid
- 4 min
- Publiceret
- 24 juni 2019
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Fondens MADlejr gør status efter de første fem år: ”Jeg godt tør sige, at vi gør en forskel for en hel generation, og deres forhold til mad, måltider og sundhed,” siger direktør Sanne Vinther. Men ambitionerne er større endnu. I 2020 åbner MADlejr 2 og målet er 10.000 unge gæster hvert år. ”Vi vil inspirere de næste generationer til en sundere livsstil,” siger Arlas landedirektør Jakob Knudsen.
Har du nogensinde bedt dine børn om at lave mad ud af en hel fersk parteret høne? Det har du nok ikke. Men den udfordring er bare én af mange, som unge får på Arla Fondens madlejrskole på Fyn, hvor 6. og 7. klasser fra hele Danmark kommer på besøg. Mens de er på lejrskolen, laver de selv al deres mad.
I sidste uge jonglerede skoleårets sidste elever potter og pander på Helnæs. 70 skoleklasser har boet en uge på MADlejren og har lært om mad, sundhed og bæredygtighed.
Gennem de nu fem år madlejrskolen har eksisteret, har i alt 7.500 elever været på MADlejr på Fyn. Det svarer til godt 12 procent af en hel børneårgang.
Gjort en forskel for tusinder
Sanne Vinther, der er adm. dir. i Arla Fonden og ansvarlig for MADlejr, mener, at de fem år med MADlejr har gjort en stor forskel for de tusinder af unge:
”I Danmark har vi den udfordring, at rigtigt mange børn har et meget lavt kendskab til råvarer, og ikke kan finde rundt i et køkken. Dermed har de også svært ved at tage hånd om deres egen sundhed,” siger Sanne Vinther.
På MADlejren møder mange unge ind med bevidstheden om, at de synes, at køkkenet er hjemmets kedeligste rum. Men på MADlejr sker der noget med deres tankesæt.
”De siger: ’Jeg kan ikke lide broccoli’, men hov. Så smager de bagt broccoli, som de selv har lavet, og så kan de godt lide det. Det er nøglen til at spise varieret, at vi får åbnet op for deres nysgerrighed. På den måde har vi haft en stor indflydelse på 7.500 unges tanker om mad. Vi har inspireret og italesat mad og sundhed på en ny måde, og klædt dem bedre på til at leve sundt,” siger Sanne Vinther.
En undersøgelse lavet blandt 4.000 af MADlejrs elever tyder på, at de unge er enige. 90 procent vurderer, at de i meget høj grad eller høj grad kan bruge læringen i deres eget liv.
Undersøgelser fra Coop Analyse peger på, at 7 procent af danske børn er med i køkkenet på en hverdag. Derfor gør MADlejr en forskel.
”Teenagere får lyst til at smage på nye råvarer, når de selv har lavet maden,” siger Sanne Vinther, der ofte spiser med, når klasserne er på besøg.
Ny MADlejr åbner i Højer i 2020
Arla Fonden blev stiftet i 2012 med det formål at være med til at løfte danske børns interesse i mad og madlavning, og derigennem være med til at sikre generationer en sundere livsstil. Den første MADlejrs succes har været med til at sikre, at Arla Fonden har kunnet realisere planerne om at udvide, så der nu er en MADlejr 2 på vej.
Det er Realdania, Tønder Kommune og Arla Fonden, der i fællesskab står bag den nye MADlejr, der forventes at være klar til brug i begyndelsen af 2020.
Målet er 10.000 unge hvert år
Jakob Knudsen, der er landedirektør i Arla Danmark, er begejstret for den succes, som MADlejr har været. Som øverst ansvarlig for Arla i Danmark, har det givet ham endnu mere blod på tanden i arbejdet med at understøtte Arla Fondens arbejde med danske unge.
”Vi har gennem de seneste fem år fået bekræftet, at der er et stort behov for at lære de unge om mad og sundhed, og der er en stor interesse fra de unge og skolerne. Vi har også set, at det er muligt for Arla Fonden at gøre en forskel. Det er fantastisk så godt, de første fem år er gået, men vi vil række ud og hjælpe endnu flere. Derfor er det vores ambition at nå 10.000 unge hvert år. Dermed vil vores indflydelse på næste generations sundhed bliver banebrydende. Og vi er nødt til at være ambitiøse på den næste generations vegne, så flest muligt har mulighed for at leve et sundt liv med gode madvaner,” siger Jakob Knudsen.
Fakta:
- 7.500 elever har været igennem undervisningsforløbet på MADlejr i løbet af de fem år, hvor MADlejr har eksisteret
- kun mellem 4 og 7 procent af danske børn er med i køkkenet på en hverdag, ifølge en undersøgelse som COOP Analyse står bag
- 90 procent af eleverne mener, at de får højt udbytte af undervisningen
- over 90 procent af lærerne siger, at de bliver inspireret til deres egen efterfølgende undervisning
- 100 procent af lærerne vurderer samarbejdet med madguiderne/undervisernepositivt, 100 procent finder læringsmålene passende, og alle lærere vurderer, at eleverne når deres læringsmål Tallene stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor flere end 4.000 elever er blevet spurgt om deres oplevelse af MADlejr i løbet af de seneste tre år.
Om Arla Fonden og MADlejr
Arla Fonden blev etableret i 2012 af Arla Foods, som hvert år donerer 10 millioner kroner til fonden. Arla Fonden kan ikke søges, da midlerne bruges til at drive MADlejr på Helnæs på Sydfyn med fokus på madkultur og maddannelse for skoleelever fra 6. og 7. klasser fra hele landet.
MADlejr er et nøje tilrettelagt forløb, der er bygget op over tre faser, hvor elever og lærere bliver involveret fra start til slut – med en helt særlig lejrskole som omdrejningspunktet. Før en MADlejr sættes emnerne mad, sundhed og natur på skoleskemaet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltidet, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter. Og efter MADlejr skal klassen arbejde videre med temaerne, bl.a. via en udfordring, som de får med sig fra opholdet.
Læs mere om Arla Fonden og MADlejr på www.arlafonden.dk og www.madlejr.dk
Kontakt
Arla Fonden:
Direktør Sanne Vinther +45 4033 2333
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.