Nyt klimadatasæt skal hjælpe landmænd med at reducere CO2e aftryk i mælkeproduktion

Læs tid
4 min
Nyt klimadatasæt skal hjælpe landmænd med at reducere CO2e aftryk i mælkeproduktion
Publiceret
13 november 2019
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods' 9.900 andelshavere øger igen indsatsen for at reducere deres CO2-aftryk. Som det første europæiske mejeriselskab introducerer Arla Foods et initiativ på tværs af syv lande, der skal tredoble hastigheden af gårdenes CO2e-reduktioner over de næste ti år og opbygge et af verdens største sæt af eksternt verificerede klimadata fra mælkeproduktion.

Nu lancerer Arla Foods et nyt klimatjek på gårdene med omfattende vejledning til alle 9.900 nordeuropæiske andelshaveres i deres indsats mod klimaforandringer. Det skal bane vejen for, at virksomheden kan nå sine mål om at reducere CO2-udledningen med 30 procent inden 2030 og blive CO2 neutrale i 2050.

"Mejeriprodukter er en fantastisk naturlig kilde til næringsstoffer sammenlignet med deres miljøbelastning, men vi har et stærkt ønske om at opnå en endnu bedre balance mellem næringsstoffer og CO2-udledning. Arlas landmænd har allerede reduceret deres udledninger med 24 procent siden 1990, men vi ved at det ikke er nok. Som i alle andre brancher er vi nødt til at gøre mere – og hurtigere," siger bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard.

Datasæt skal danne udgangspunkt for kommende tiltag på gårdene
Det nye globale standardiserede værktøj til klimatjek, skal nu implementeres i syv europæiske lande. Det bygger på den vellykkede klimatjekmodel, der er blevet brugt af de danske Arla-landmænd siden 2013. Klimatjekket skal hjælpe landmændene med at identificere udledninger på deres gårde og give et klart billede af de tiltag, som landmændene kan benytte til at reducere udledningerne yderligere. Hver Arla-landmand vil indtaste oplysninger om alt fra antallet af køer på gården, hvordan staldene er udformede, mængden af mælk de leverer, foderforbrug og -produktion, brug af energi og brændstof samt mængden af vedvarende energi, der produceres.
Klimatjekket omfatter et digitalt rapporteringsværktøj, som alle landmænd skal benytte til at indsende deres klimadata. Dataene verificeres af en ekstern rådgiver, som aflægger besøg på de enkelte gårde for at vejlede til forbedringer.

Med data fra potentielt 9.900 europæiske mælkeproducenter i 2020 og en årlig produktion på 14 milliarder liter mælk er Arla godt i gang med at opbygge et af verdens største sæt af eksternt verificerede klimadata fra mælkeproduktion. Det danner et solidt fundament for benchmarking, videndeling på tværs af mejeribranchen og korrelationsanalyse.

"Med det nye globale klimatjek vil vi være i stand til endnu bedre at sammenligne os med vores kolleger i forhold til CO2-aftryk. Men endnu vigtigere er det, at vi kan bruge de indsamlede data til at opnå større viden og udvikle forskningsbaserede løsninger i samarbejde med landbrugssektoren og universiteter. Det er et vigtigt redskab, når vi skal beslutte, hvilke videnskabeligt baserede løsninger, der skal bringe os videre i kampen mod klimaforandringer," siger Jan Toft Nørgaard.

Økonomisk incitament til landmændene
Ud fra de indsamlede data kan den enkelte andelshaver se, hvor meget CO2 der udledes per liter mælk og identificere, hvor der er plads til forbedringer på gården. Arla vil vejlede sine landmænd, så de kan reducere deres udledning med 3 procent i gennemsnit om året, og dermed vil Arla være godt på vej til at nå sit mål om at reducere CO2-udledningen med 30 procent inden 2030 og blive CO2 neutral i 2050. Data fra den tidligere klimatjekmodel har vist, at det er muligt at reducere CO2-udledningen med helt op til 4 procent om året.

For at støtte op om andelshavernes brug af det nye klimatjek har Arlas bestyrelse besluttet, at landmænd, der deltager i programmet, vil få et økonomisk incitament på 1 eurocent per liter mælk. Tidligere tiltag har vist, at et økonomisk incitament er en effektiv måde at understøtte landmændene på i udrulningsfasen. Arla Foods' bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard forventer, at langt størstedelen af Arlas landmænd vil deltage i klimatjekket, hvilket vil sætte ekstra skub i nedbringelsen af CO2-udledningen.

"Vores andelsselskab har nogle rigtig dygtige mælkeproducenter. Men der er stadig landmænd, der ikke har haft mulighed for at gennemføre klimatjekket, så bestyrelsens beslutning om et økonomisk incitament kan forhåbentlig være en positiv opfordring til dem, ud over den løbende viden og læring vi alle kan drage fordele af," siger Jan Toft Nørgaard.

Arlas bæredygtighedsrejse
Udmeldingen markerer det seneste i rækken af bæredygtighedstiltag, som Arla og Arlas andelshavere har lanceret de seneste år. Andre tiltag omfatter deltagelse i udviklingen af en global og videnskabeligt godkendt metode til måling af kulstofindlejring, forskning i og evaluering af metoder til reduktion af metangasser hos køer gennem fodervalg samt forsøg med at øge biodiversiteten på gårdene.

Faktaboks:
Arlas klimamål: Reducere CO2-udledningen med 30 procent inden 2030 og blive CO2 neutrale i 2050 og endda hurtigere i nogle lande. Arlas klimamål er godkendt af SBTi (Science Based Targets Initiative) i forhold til at opfylde målene i Parisaftalen.

Klimatjek: Klimatjekværktøjet blev lanceret for Arlas danske landmænd i 2013 og har bidraget til at fremskynde reduktionerne. I perioden fra 1990 til 2015 har Arlas landmænd reduceret deres udledninger med 24 procent. Konkrete eksempler viser, at landmænd kan reducere deres udledninger med helt op til 4 procent om året, når de benytter klimatjekket. Værktøjerne benytter den internationalt anerkendte metode til beregning af CO2-aftryk på gårdniveau, som er udviklet af Det Internationale Mejeriforbund (IDF).

Områder, som måles med klimatjekket: Antal dyr, fodersammensætning, produktion af afgrøder, anvendelse af gødning, håndtering af husdyrgødning, anlæg på gårdens område, forbrug af elektricitet, brændstof og vedvarende energi.

Kulstofindlejring (opsamling og lagring af kulstof i jorden) indgår ikke i det aktuelle klimatjek. Arla deltager i et projekt kaldet C-Sequ sammen med andre mejeri- og husdyrorganisationer, som skal udvikle en internationalt anerkendt og globalt vedtaget beregningsmetode for kulstofindlejring.

Du kan læse mere om Arlas bæredygtighedsrejse her.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663