Ny undersøgelse: Corona har sendt børnene ud af køkkenet
- Læs tid
- 4 min
- Publiceret
- 01 juni 2021
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
På sociale medier så vi billeder af børn, der hyggede sig med forældrene i køkkenet, da corona-pandemien sendte familierne hjem sammen. Men en ny undersøgelse fra Arla Fonden viser, at børnene rent faktisk i højere grad er blevet sendt ud af køkkenet. Samtidig viser tallene, at corona har betydet færre regler omkring aftensmaden. 25 procent af unge må nu gerne sidde med en mobil ved bordet. ”Det er et wake up call,” siger Arla Fondens direktør Sanne Vinther.
Fotos af familiesamvær i køkkenet, lækker mad og flotte kager har floreret på de sociale medier under corona-pandemien. Men helt nye tal fra rapporten ’Børn, Unge og Mad 2021’, som Arla Fonden står bag, viser, at virkeligheden har været anderledes.
Faktisk er antallet af børn, der har hjulpet til med at lave mad i hjemmet, faldet i løbet af corona-perioden. Fra 67 procent sidste år til 61 procent i år.
”Det er overraskende tal, der tyder på, at familierne har haft svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og at forældrene ikke har haft overskud til at tage børnene med i madlavningen. Og selvom det er forståeligt, så er det virkelig et problem,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
’Børn, Unge og Mad’-rapporten laves af Arla Fonden. En uafhængig fond, der hvert år byder 3.000 børn velkommen på MADlejr-skoler, hvor 6. og 7. klasses-elever er i køkkenet en hel uge og lærer om madglæde og bæredygtige madvaner.
Sanne Vinther understreger, at børns engagement i madlavningen er afgørende for, om de bliver i stand til at tage vare på deres egen sundhed, når de forlader hjemmet.
”Man kan godt trække på skuldrene over, at færre børn er med i køkkenet, men det vil være en fejl. Børn der ikke kan lave mad, ender ofte med at vælge usunde løsninger, når de flytter hjemmefra,” siger Sanne Vinther.
Flere mobiler og færre regler
Det er dog ikke kun børnenes tid i køkkenet, corona-pandemien har præget. En udfordrende hverdag med hjemmearbejde, restriktioner og hjemmeundervisning har også ændret måltidssituationen i familierne.
Tallene fra undersøgelsen viser, at der i løbet af corona-året er kommet færre regler omkring måltidet i hjemmene. Flere børn har for eksempel lov til at have mobiler ved bordet. Antallet af børn, der gerne må have mobilerne med til aftensmaden, er steget fra 20 til 25 procent.
Samtidig oplever færre af børnene, at familierne sidder ved bordet og spiser sammen. Færre børn skal vente med at rejse sig, til alle har spist. Og færre familier har holdt fast i reglen om, at børnene skal smage på det, der bliver serveret.
Selvom faldene ikke er dramatiske, er der samlet set kommet færre regler omkring måltidet. Og også det er problematisk, mener Sanne Vinther.
”Kan det ikke være lige meget, om vi tjekker en sms, mens vi spiser? Nej, det kan det ikke. Når vi har faste rammer, så har vi mulighed for nærvær og samtale. Derfor er det mindre samlende måltid et problem,” siger Sanne Vinther.
Det betyder noget for familiedynamikken, men det betyder også noget i forhold til maden. For samtale om det, vi spiser, betyder også, at vores oplevelse af maden ændres. Når vi taler om maden, bliver vi mere bevidste om maden, og flere undersøgelser har vist, at jo mindre nærværende, du er, når du spiser, jo større er risikoen for eksempel for overspisning.
”Det bliver spændende at se, om tallene næste år vender tilbage til niveauet før covid-19 eller ej. Jeg kan godt frygte det sidste, fordi det er nemmere at droppe regler end at indføre dem,” siger Sanne Vinther.
Hele rapporten kan læses på www.bornungeogmad.dk
Nøgletal fra undersøgelsen
Madlavning i hjemmet
- 61 procent af børnene svarer, at de hjælper med at lave maden (2020: 67 procent)
- 49 procent af børnene svarer, at de vil lave mere mad, hvis de selv får lov at vælge, hvad de skal lave
- 31 procent af børnene svarer, at de vil lave mere mad, hvis deres forældre beder dem om det
- 30 procent af børnene svarer, at de vil lave mere mad, hvis de selv får lov at tilberede maden
Regler ifm. måltider
- 75 procent af børnene svarer, at man ikke bruger mobil ved bordet (2020: 80 procent)
- 71 procent af børnene svarer, at man sidder ned ved bordet og spiser sammen (2020: 76 procent)
- 53 procent af børnene svarer, at man skal smage på det, der bliver servereret (2020: 57 procent)
- 48 procent af børnene svarer, at man venter med at rejse sig fra bordet, til alle har spist færdig (2020: 54 procent)
Om rapporten: Børn, Unge og Mad 2021
Børn, unge og Mad er en årlig tilbagevendende analyse, der skal være med til at skabe madglæde og bæredygtige madvaner i den næste generation og dermed også bidrage til at fremme Arla Fondens formål.
Arla Fonden driver to MADlejrskoler og har via de godt 3.000 danske skoleelever, der hvert år besøger de to madlejre, en helt unik adgang til en gruppe, som ellers kan være svære at få i tale.
Ved at spørge ind til madlavning, madmod, måltidssituation i hjemmet og klimatænkning i maden, får vi et helt enestående billede af de unge tanker, følelser og erfaringer med mad. Den adgang til at give børn og unge en stemme findes ingen steder i dag, og materialet giver et enestående indblik i de unges madkultur.
Det vil Arla Fonden gerne bruge til at skabe værdi for de unge, familier, skoler, forskere og øvrige stakeholdere på området. Det vil give inspiration til indsatsen for at fremme almen maddannelse og sundere og mere bæredygtige madvaner blandt børn og unge.
Om Arla Fonden og MADlejr
Arla Fonden blev etableret i 2012 af Arla Foods, som hvert år donerer 10 millioner kroner til fonden. Arla Fonden kan ikke søges, da midlerne bruges til at drive MADlejr på Helnæs på Sydfyn og den nye MADlejr i Højer med fokus på madkultur og maddannelse for skoleelever fra 6. og 7. klasser fra hele landet.
MADlejr er et nøje tilrettelagt forløb, der er bygget op over tre faser, hvor elever og lærere bliver involveret fra start til slut – med en helt særlig lejrskole som omdrejningspunktet. Før en MADlejr sættes emnerne mad, sundhed og natur på skoleskemaet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltidet, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter. Og efter MADlejr skal klassen arbejde videre med temaerne, bl.a. via en udfordring, som de får med sig fra opholdet.
Læs mere om Arla Fonden og MADlejr på www.arlafonden.dk og www.madlejr.dk
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.