Arla tager nyt skridt med dansk innovationsgård: Innovationsgård i Grønbjerg skal accelerere den grønne omstilling
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 19 april 2023
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
På fredag åbner stalddørene til et nyt samlingspunkt for forskere, leverandører og samarbejdspartnere i den vestjyske by Grønbjerg. Her åbner Arlas første danske innovationsgård, der skal sætte tempo på udvikling og demonstration af nye løsninger inden for dyrevelfærd, biodiversitet og CO2-reduktion i landbruget. Gårdens første projekter har fokus på sektorens største kilde til CO2: Køernes metan-udledning.
Der bliver opsat ’sniffere’ ved malkerobotten, der måler køernes individuelle produktion af metan. Halsbånd, der overvåger køernes sundhed døgnet rundt. Og en flytbar foderstation, som sammenligner udledningen af klimagasser fra køer i stald med køer på græs.
I den vestjyske by Grønbjerg nær Holstebro, driver Torben Sønderby et økologisk landbrug med 240 sortbrogede Holstein-køer. Han har i en årrække leveret 2,4 mio. kg mælk til Arla hvert år. Men fra på fredag driver Sønderby ikke længere et normalt landbrug. Gården bliver nemlig omdannet til Arlas første danske innovationsgård og bliver dermed et nyt samlingspunkt for landbrugsforskning.
På innovationsgården skal forskere fra bl.a. Aarhus Universitet teste og demonstrere nye metoder og teknologier og omsætte dem til praksis. Gården er desuden indrettet til at kunne tage imod leverandører, samarbejdspartnere og forskere fra ind- og udland, som kan tage del i, eller blive inspireret af, arbejdet.
”Med den nye innovationsgård kan vi omsætte forskning og samarbejde til praksis, der kan skaleres og indføres på gårde både inden- og udenfor landets grænser. Det er helt afgørende for den innovationskraft, der skal sikre, at vi forbliver relevante og konkurrencedygtige i fremtiden,” siger Hanne Søndergaard, EVP og koncerndirektør for landbrug og bæredygtighed i Arla.
Nye teknologier inden for metan-reduktion er forskernes primære fokus
På innovationsgården i Grønbjerg skal der forskes i nye teknologier inden for dyrevelfærd, biodiversitet og klima generelt. I første omgang vil forskningen primært omhandle klima – mere specifikt reduktion af køernes metan-udledning.
Blandt gårdens første innovative forskningsprojekter er ’Project Onimit’, som blandt andre Aarhus Universitet og Viking Genetics står bag. Med såkaldte ’sniffere’ bag fodertruget i malkerobotterne kan forskerne måle køernes individuelle metan-udledning og bruge de unikke data i avlsarbejdet til at fokusere på de køer, der udleder mindst CO2.
”Metan fra kvæg udgør i dag den primære kilde til CO2e-udledning på gårdniveau. Så der er et kæmpe potentiale i at udvikle og dele nye teknologier og metoder, som gør os i stand til at reducere køernes metan-udledningen,” siger Hanne Søndergaard.
Gården Klink bliver Arlas første økologiske innovationsgård
Det er ikke tilfældigt, at det er lige præcis Torben Sønderbys landbrug, der er udvalgt som Arlas første danske innovationsgård. Torben Sønderby har blandt andet installeret 2.500 kvm solceller, som producerer strøm svarende til 130 procent af gårdens forbrug. Og så er gården 80 procent selvforsynende med foder.
Derudover er Torben Sønderbys landbrug økologisk, hvilket gør Klink til Arlas første økologiske innovationsgård. Det giver mulighed for en anden type forskning end på Arlas øvrige innovationsgårde i Sverige, Tyskland og Storbritannien.
Det glæder Torben Sønderby, at han kan bidrage til at styrke fremtidens økologiske landbrug og dele viden og erfaringer med alle Arlas landmænd på tværs af kategorier og markeder.
”Jeg tror på, at forskning er afgørende for den grønne omstilling inden for landbruget, og jeg har altid været meget interesseret i at følge og investere i nye teknologier. Derfor er det fantastisk, at jeg kan bidrage til innovation på den her måde og komme helt tæt på udviklingen,” siger Torben Sønderby og fortsætter:
”Der er så meget viden og så mange gode aktiviteter i gang i landbruget, og det er vigtigt, at vi videndeler og kommunikerer alt det arbejde, vi gør for at finde løsninger inden for blandt andet biodiversitet. Det kan vi med innovationsgården”.
Fakta om Arlas første danske innovationsgård:
- Udover Arlas danske innovationsgård har Arla to innovationsgårde lokaliseret i Storbritannien og Sverige, og en fjerde er på vej i Tyskland.
- Innovationsgårdene er et led i Arlas mål om at reducere sin CO2e-udledningen med 30 procent i 2030 og være helt klimaneutral i 2050.
- Mere konkret er Arlas klimamål for scope 1-2 63 procent mindre udledning af drivhusgasser inden 2030 sammenlignet med 2015. Målet for scope 3 er 30 procent mindre udledning af drivhusgasser inden 2030 sammenlignet med 2015. Læs mere her.
- Arla har opsat fem fokusområder for, hvor der skal hentes den største klimagevinst både nu og i fremtiden på alle Arlas gårde. Disse danner også ramme om forskningen på innovationsgårdene: 1) Fodereffektivitet, 2) brug af færre proteiner, 3) fokus på sundere køer med længere levetid, 4) reduktion af kvælstof-overskud fra foderproduktion og mere effektiv brug af gylle, 5) bedre brug af arealer, der skal sikre et større høstudbytte og højere foderkvalitet.
- Torben Sønderby driver gården Klink i Grønbjerg nær Holstebro, som omdannes til Arlas første danske innovationsgård. Innovationsgården åbner den 21. april 2023.
- Gården har i dag 240 sortbrogede Holsteinkøer, er 80 procent selvforsynende med foder og han producerer strøm svarende til 130 pct. af gårdens forbrug gennem et 2.500 kvm stort solpanel.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.