Nu skal Arla 24-landmændene leve op til nye klimakrav
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 12 juni 2023
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla 24-mælken er kendt for sin friskhed og fokus på dyrevelfærd. Nu tilføjes klimakrav til konceptet som en direkte effekt af Arlas nye tillægsmodel for bæredygtighed. Fremover skal de udvalgte Arla 24-leverandører nemlig være længere fremme med bæredygtighedstiltag end den gennemsnitlige Arla-landmand og blandt andet anvende foderstyring, så de kan arbejde med at mindske foderspild og sikre køerne den rette næring.
Forbrugerne af Arla 24 vil fremover få mælk fra Arla-landmænd, der går forrest og viser ambitiøse bæredygtighedstiltag for at sænke deres klimaaftryk på gårdniveau. For udover de i forvejen høje krav til friskhed og 2 grønne dyrevelfærdshjerter, skal Arla 24-leverandørerne nu også leve op til en række krav som direkte handling på baggrund af Arlas tillægsmodel for bæredygtighed.
En tillægsmodel, Arla har introduceret som et led i at nå målet om at reducere CO2e-udledningen på gårdene med 30 procent inden udgangen af 2030.
Gennem modellen øremærker Arla årligt 3,7 milliarder kroner til at motivere landmændene til at implementere miljø- og klimaforbedringer på gårdene. Baseret på disse tiltag optjener landmændene point, som tillægges deres mælkepris.
”Vi ved, at forbrugerne stadig vil have frisk mælk, og at de går op i dyrevelfærd. Dét leverer Arla 24 stadig på. Men nu bliver vores ejeres massive investeringer i bæredygtige initiativer også tydeligere ude i køledisken med de nye klimakrav til Arla 24-leverandørerne,” siger Henrik Lilballe, der er ny landedirektør i Arla Danmark.
Arla 24 er et vigtigt skridt
Helt konkret er det nu et krav, at de landmænd, der leverer til Arla 24, skal producere grøn strøm og/eller købe grønne energicertifikater svarende til 100% af energiforbruget på gården, samt anvende foderstyring, så landmændene kan arbejde med, at køerne får den rette næring, samtidig med at der er så lidt foderspild som muligt. Derudover skal Arla 24-leverandørerne ligge højere på point-skalaen i tillægsmodellen end den gennemsnitlige Arla-landmand.
Derudover er det et krav, at alle landmændene årligt måler deres klimaaftryk og får hjælp af klimarådgivere til at reducere det yderligere.
”Den nye Arla 24 er et vigtigt skridt for os. Vi har allerede høje standarder for dyrevelfærden, og nu får vi også inddraget bæredygtighedstiltag. Vi er på en klimarejse. Nogle af vores initiativer gør en forskel i dag, andre vil gøre det muligt at mindske vores aftryk på sigt,” siger Henrik Lilballe.
I takt med, at den gennemsnitlige Arla-landmand med tiden opnår flere point i modellen, så skal Arla 24-landmændene også opnå flere point. Det er dermed en rejse, og Arla 24-mælken vil hele tiden være et skridt foran på den rejse, når det kommer til grønne krav på gårdniveau.
Fakta: De fire nye kriterier for Arla 24-landmænd
- Alle Arla 24-landmænd producerer fornybar strøm og/eller køber grønne energicertifikater svarende til 100% af deres energiforbrug på gården.
- Alle Arla 24-landmænd anvender foderstyring for at arbejde med, at køerne får den rette næring, og at foderet bruges effektivt.
- Alle Arla 24-landmænd måler via klimatjek deres CO2-aftryk årligt og får hjælp fra klimarådgivere til at reducere det yderligere.
- Alle Arla 24-landmænd skal have flere point i Arlas tillægsmodel for bæredygtighed end den gennemsnitlige Arla-landmand. Det vil sige, at i takt med at den gennemsnitlige landmand får flere point, skal Arla 24-landmændene også opnå flere point.
Fakta: Arlas tillægsmodel for bæredygtighed
- Arla har øremærket 3,7 milliarder kroner årligt til klimatiltag på Arla-gårdene gennem en ny tillægsmodel for bæredygtighed.
- Modellen er pointbaseret, og landmændene optjener point baseret på deres tiltag inden for klima og miljø.
- For hvert point, landmændene optjener, vil de modtage 0,03 eurocent pr. kilo mælk ud over den ene eurocent, som indsendelse af Klimatjek-data allerede udløser. Mælkeprisen kommer dermed også til at afhænge af, hvilke klima- og miljøtiltag, der gennemføres på gårdene.
- Modellen er et led i Arlas mål om at reducere CO2e-udledningen i scope 3 med 30 procent inden udgangen af 2030. Du kan læse mere om Arlas klimamål her.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.