Ny Arla Unika-direktør: Vi vil fortsætte vores stærke vækst og have fat i endnu flere madentusiaster
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 20 juni 2023
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Unika har næsten tredoblet sin omsætning de seneste fem år med en gennemsnitlig årlig vækst på 24 procent. Nu skal næste skridt tages, hvor fokus på bundlinjen øges ved at nå flere osteelskende danskere.
Det vil den nyansatte direktør, Sofie Biltoft-Riis, blandt andet sikre gennem en ny strategi, der ændrer fokus fra egne butikker til foodservice og specialbutikker. Omsætningen i Arla Unika er næsten tredoblet siden 2017, premium-brandet har ekspanderet til Sverige, og porteføljen tæller nu 42 produkter, som de godt 25 ansatte producerer og leverer til blandt andet Michelin[1]restauranter og madelskere i Danmark og Sverige.
Alligevel vil Arla Unikas helt nye topchef, Sofie Biltoft-Riis, justere kursen en anelse.
”Vi skal fortsætte vores vækst, men det skal ske på en mere profitabel måde. Det sikrer vi gennem en ny strategi, som blandt andet ændrer fokus fra egne butikker og webshop til foodservice og specialbutikker. Her kan vi nemlig nå en langt bredere skare af madelskere med en mindre bekostelig forretningsmodel.” siger Sofie Biltoft-Riis.
Hun er 32 år og netop tiltrådt som ny direktør for Arlas premium-brand. Det gør hende til den yngste kvindelige direktør i hele Arla.
Oprindeligt blev Sofie Biltoft-Riis uddannet som jurist og har en baggrund i konsulentverdenen. Siden blev hun ansat i Arla til at lave strategi og forretningsudvikling, hvorefter hun indtog stillingen Head of Sustainability Development og var med til at udvikle Arlas 2030-mål i den grønne omstilling.
Nu er rollen en ganske anden, men passionen er den samme.
”Jeg har altid været lidt af en madnørd, og jeg bruger allerhelst min fritid på at eksperimentere med nye retter i køkkenet og udforske den danske restaurantscene. Jeg er derfor så privilegeret, at jeg får lov at forene min største interesse og mit arbejdsliv,” siger Sofie Biltoft-Riis.
Hun har i årevis været loyal forbruger af Arla Unikas produkter med Gammel Knas og Årtidsmælk som fast inventar i køleskabet.
Ændrede forudsætninger
Da Arla Unika blev skabt, skete det efter ønske fra en række topkokke om at udvikle unikke smage og produkter indenfor mejeri. I samarbejde med kokkene er produkter udviklet gennem mere end 20 år sammen med Arla Unikas mejerister, eksperimenterende produktudviklere og nytænkende iværksættere.
Det er gået så godt, at næste skridt skal tages og strategien justeres. Forudsætningerne har nemlig ændret sig siden Arla Unikas begyndelse i 2002.
”Gourmetmad fylder mere og mere for danskerne, og Arla Unikas målgruppe er blevet betydeligt større, end da brandet blev lanceret, og vi skal derfor følge med og være tilgængelig for endnu flere madelskere rundt omkring i landet,” siger Sofie Biltoft-Riis.
Hun har dog ikke tænkt sig at ændre på innovationen, som er udgangspunktet for det hele.
”Formålet med Arla Unika er i dag, som det var i 2002, at vi vil løfte mejeri til gastronomisk verdensklasse i samarbejde med toppen af gastronomien. Før Arla Unika blev skabt, var der ingen, der vidste, at en havarti kunne smage så godt, som vores Gammel Knas gør. Innovation er kernen af vores DNA, og det spor fortsætter vi ned ad.” siger Sofie Biltoft-Riis.
Hun er meget stolt af at have overtaget direktørrollen i en virksomhed, som har udviklet premium-produkter, siden hun selv arbejdede som tjener tilbage i 2013 og som en af de første fik mulighed for at smage de nye oste.
”Jeg husker tydeligt, da jeg smagte de første Unika-oste til et bryllup i starten af 2013. Jeg var blæst fuldstændig bagover af det høje kvalitetsniveau, så at stå i spidsen for Arla Unika i dag gør mig utrolig stolt. Nu skal vi justere kursen en anelse og sikre, at endnu flere får glæde af vores produkter i verdensklasse. Potentialet er kæmpestort,” siger Sofie Biltoft-Riis.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.