Vi har for travlt til at spise morgenmad – men tid til at sove længe og rydde op

Læs tid
3 min
Vi har for travlt til at spise morgenmad – men tid til at sove længe og rydde op
Publiceret
29 juni 2023
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Danskerne mener, at de har for travlt om morgenen til at spise morgenmad, selvom 9 ud af 10 synes, det er et vigtigt måltid. Alligevel har de tid til at se tv, rydde op eller blive liggende i sengen. Det viser en ny undersøgelse fra Arla. Men det er tilsyneladende ikke optimalt for alle, at den oplevede travlhed går ud over morgenmaden. For halvdelen af dem, der ikke spiser morgenmad hver dag, oplever en negativ påvirkning, svarer de i undersøgelsen.

9 ud af 10 danskere mener, at det er vigtigt at spise morgenmad. Alligevel skipper næsten 4 ud af 10 jævnligt morgenmåltidet, viser en ny undersøgelse fra Arla.

Hver tredje af dem forklarer det med, at de har for travlt om morgenen. Men alligevel er der tid til en masse andet.

For i undersøgelsen svarer danskerne blandt andet, at de bruger tid om morgenen på at læse nyheder, rydde op, se tv og blive liggende i sengen. Mere end halvdelen af danskerne snoozer som minimum en gang imellem, og hver tredje snoozer hver dag eller de fleste dage.

Men at skippe morgenmaden er for mange af os tilsyneladende ikke optimalt. I undersøgelsen svarer halvdelen af dem, der ikke spiser morgenmad hver dag, at de oplever konsekvenser som lavt energiniveau, træthed, koncentrationsbesvær og mavepine.

”Det er virkelig ærgerligt, at vi lader en oplevet travlhed gå ud over vores morgenmadsvaner, hvis vi oplever, at sulten påvirker os. For morgenmad behøver ikke tage lang tid at spise. De fleste danskere svarer i undersøgelsen, at de spiser morgenmad på max 15 minutter – det er præcis den tid, danskerne typisk bruger på at snooze,” siger Anne Louise Mørkbak, der er ansvarlig for ernæring og sundhed i Arla.

Morgenmad på sengen som hverdagsfænomen?

Anne Louise Mørkbak understreger, at det ikke nødvendigvis er vigtigt for alle at spise morgenmad. For alle har deres vaner og behov. Først og fremmest gælder det om at mærke efter, hvad der er den bedste start på dagen for den enkelte.

Og for dem, der gerne vil spise mere morgenmad, og som bliver påvirket negativt af manglende morgenmad, kan det være en rigtig god ide at finde en vej til, at den oplevede travlhed ikke kommer i vejen for en god start på dagen.

”Måske skal vi gøre det til et større hverdagsfænomen at spise morgenmad på sengen? Hvorfor ikke lave en lynhurtig skål yoghurt eller en ostemad og så hoppe tilbage under dynen, hvis det er der, man helst tilbringer sin morgen?” siger Anne Louise Mørkbak og fortsætter:

”Og så kan det være en god ide at tænke på det som ’dagens første måltid’ i stedet for ’morgenmad’. Hvis du først bliver sulten lidt senere på dagen, så er det fint at vente med at spise. Så længe du ikke venter så længe, at du når at blive påvirket af det.”

Tre gode råd til at få morgenmad ind i de travle hverdagsmorgener

  • Gør det nemt for dig selv: Tænk i nemme morgenmadsløsninger og klargør så vidt muligt dagens første måltid dagen før.Elsker du frugt på yoghurten, så skær frugten ud dagen i forvejen, giv det et skvæt citron og sæt i køleskabet i lufttæt beholder. Eller lav ’overnight oats’ klar og spis det i sengen, hvis du elsker en varm morgendyne.
  • Overvej dine prioriteter: Mærk efter, hvad der faktisk er vigtigt for dig om morgenen. Er det fx ren vane, at du rydder op, før du går ud ad døren og derfor ikke har tid til morgenmaden? Så overvej at lade rod være rod og brug tiden på at fylde energidepoterne op i stedet, hvis det er det, du faktisk har mest behov for.
  • Tag maden med: Kan du slet ikke få sat 10 minutter af til at sætte dig ned og spise morgenmad, så overvej at tage maden med i tasken. Det kan være en hjemmelavet morgenmadpakke eller et to-go-produkt fra køleren, som du kan spise i toget eller i bilen – eller når du kommer frem til din destination.

Nøgledata fra undersøgelsen

  • 87% af danskerne mener, at det er meget vigtigt, vigtigt eller nogenlunde vigtigt at spise morgenmad.

  • 37% af danskerne spiser ikke morgenmad alle ugens hverdage

  • 33% dem, der ikke spiser morgenmad hver dag, svarer at de springer morgenmaden over, fordi de har for travlt.

  • 50% af dem, der ikke spiser morgenmad hver dag, oplever konsekvenser som lavt energiniveau, træthed, koncentrationsbesvær og mavepine, når de ikke spiser morgenmad.

  • Det bruger danskerne blandt andet deres tid på om morgenen, inden de går ud ad døren:

    • Læser/ser nyheder: 34%
    • Rydder op: 18%
    • Bliver liggende i sengen: 18%
    • Ser TV: 17%
  • 3 ud af 4 danskere bruger max 15 minutter på at spise morgenmad

  • Danskerne er glade for at snooze:

    • 55% af danskerne snoozer hver dag, de fleste dage eller en gang imellem
    • 30% snoozer hver dag eller de fleste dage.
    • De fleste snoozer typisk op til 15 minutter

Om befolkningsundersøgelsen

Analysen baserer sig på 2000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Nordstats panel i perioden d. 11. maj - 16. maj 2023. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663