Arla gør klar til fremtidig vækst af ingrediensforretningen og annoncerer nyt partnerskab for Early Life Nutrition

Læs tid
1 min
Arla gør klar til fremtidig vækst af ingrediensforretningen og annoncerer nyt partnerskab for Early Life Nutrition
Publiceret
20 august 2024
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods Ingredients (AFI) oplever stor vækst og forventes at få brug for mere kapacitet, end der lige nu er tilgængelig på de to danske sites, Danmark Protein og ARINCO. For at understøtte nye muligheder for ingrediensforretningen, har Arla derfor besluttet at ændre den strategiske rolle for ARINCO i Videbæk, Danmark, ved at foretage investeringer, der skal omdanne og dedikere faciliteterne til udelukkende at fokusere på ingrediensproduktion.

AFI, et Arla Foods datterselskab, leverer ingredienser af førsteklasses kvalitet til globale producenter af ernæring til f.eks. spædbørn, det medicinske område og sportsfolk samt andre føde- og drikkevarer.

"Vi ser en meget lys fremtid for ingredienser og en verden af muligheder. Den nye strategiske retning vil sætte skub i vores ambitiøse vækstplaner for vores ingrediensproduktion og gøre Arla Foods Ingredients i stand til yderligere at styrke vores position som en førende global aktør på ingrediensmarkedet," siger Luis Cubel, vicekoncerndirektør for Arla Foods Ingredients.

I dag producerer ARINCO, ud over ingredienser, mælkepulver til AFI's B2B-salg af Early Life Nutrition (ELN) og Arlas brandede ELN forretning.

Det er besluttet, at AFI's B2B-forretning af ELN skal ophøre om cirka 19 måneder, mens Arla fortsat vil arbejde for at udvikle den brandede ELN-forretning.

Nyt strategisk partnerskab
Arla har indgået et partnerskab med det franske andelsselskab, Sodiaal, der har stor erfaring med ELN-produktion. Arla og Sodiaal vil arbejde tæt sammen for at udvikle begge selskabers ELN-forretning i Kina, og Sodiaal skal producere alle Arlas ELN-produkter til Kina samt andre Arla-markeder.

Arlas brandede ELN-forretning kan drage fordel af Sodiaals stærke produktionskapacitet og derved opretholde nuværende positive momentum. Arla og Sodiaal er begge ejet af mælkeproducenter, begge har integrerede forsyningskæder, og selskabernes produktionsteknologier er meget ens.

Den nye strategiske retning vil frigøre kapacitet på ARINCO til Arlas voksende ingrediensproduktion. Desværre vil det også have en indvirkning på omkring 170 stillinger på ARINCO og Arla Foods Ingredients hovedsæde i Aarhus.

Luis Cubel siger:

"Det siger sig selv, at det er en svær situation og en hård dag for vores medarbejdere. Ændringerne vil først være fuldt ud implementeret om 19 måneder, og indtil da vil vi gøre alt, hvad vi kan for at omskole, efteruddanne og finde interne jobmuligheder for dem, der vil blive berørt. Vores medarbejdere er dygtige, og det er vores klare ambition at beholde så mange af dem som muligt i Arla. Dog vil afskedigelser være uundgåelige."

I løbet af den 19-måneders overgangsperiode vil Arla arbejde tæt sammen med kunderne for at opfylde deres behov, inden ELN-produktionen ophører på ARINCO ved udgangen af Q1 2026.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663