Gammel Knas tager tid
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 18 juni 2024
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Vi løber ikke tør for Gammel Knas. Vi har øget produktionen af osten, der modner i mere end to år på Nr. Vium Mejeri. Indtil 2026 fordeler vi de tilgængelige mængder blandt forhandlere og restauranter.
Vores nyfortolkning af havarti, Gammel Knas, modner i mere end 24 måneder, før den er klar – og netop dette har gjort, at osten den seneste tid har været genstand for en del omtale.
”Men vi løber ikke helt tør for Gammel Knas, som rygtet ellers siger. Selvom vi, grundet den lange lagringstid, ikke kan imødekomme den fulde efterspørgsel frem mod 2026, så vil der løbende blive frigivet nye mængder. Der vil således stadig være Gammel Knas at finde hos caféer, restauranter og specialbutikker, selvom man måske skal lede lidt længere efter osten, end man er vant til,” siger Sofie Biltoft-Riis, direktør for Arla Unika.
Under den lange modning får osten sin særlige smag, der balancerer mellem fedme, sødme og syre, samt sin unikke struktur med knasende sprøde proteinkrystaller. Hver uge producerer vi store mængder Gammel Knas på Nr. Vium Mejeri, som efterfølgende bliver lagt til modning. Fordi osten produceres ugentligt, modtager vi derfor også nye mængder af osten hver uge, i takt med at den bliver klar.
Selvom vi grundet en stigende efterspørgsel allerede har sat produktionen op, er vi dog stadig nødt til at rationere de oste, vi har tilgængelige lige nu, så vi sikrer, at så mange som muligt stadig kan nyde den. Vi har øget produktionen markant, men da osten skal modne længe, vil de større mængder af osten først være færdigmodnede i 2026.
Indtil da får vi stadig Gammel Knas løbende, og vi fordeler osten mellem både vores webshop, butik i Torvehallerne, og de mange forhandlere, caféer og restauranter, der også sælger og serverer osten.
”Vi har fordelt de tilgængelige mængder ligeligt over perioden mellem nu og 2026, og der vil løbende blive frigivet Gammel Knas, som er allokeret til eksisterende kunder baseret på forecast,” siger Sofie Biltoft-Riis.
Det er altså stadig muligt at nyde Gammel Knas – eller nogle af de mange andre oste, vi har i sortimentet.
For yderligere information:
Sofie Biltoft-Riis, direktør Arla Unika
sofir@arlafoods.com
91311207
Susie Munk Jensen, PR og kommunikations manager Arla Danmark
sujen@arlafoods.com
24640663
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.