Far på barsel

Far på barsel

Jeg har fået en ny hobby. Jeg er begyndt at gå enormt meget op i fortove. Simpelthen. Jeg ved alt om fortovene rundt om mig. Der er ikke et fortov i en radius af to kilometer fra mit hjem, jeg ikke har nærstuderet. Jeg ved, hvor de er knækkede. Jeg ved, hvor der er brosten. Jeg ved, hvor der er sådan nogle render fra nedløbsrørene og ud til kørebanen. Jeg ved alt om fortov.

For en mand i 30’erne, der egentlig har levet fuldstændig uden interesse for underlag, kan det synes at være en underlig hobby, men ikke desto mindre er det min virkelighed – og jeg kan præcis fortælle, hvornår min hobby startede. Det gjorde den, da min datter Ellen var 10 måneder gammel. For der overtog jeg barslen og de følgende tre måneder gik jeg rundt med hende i barnevogn på Frederiksberg – og det var her min fortovsfetish begyndte. For når du er på barsel, så går enormt meget af din vågne tid med at sørge for at dit barn passer sine sovetider – i hvert fald hvis du er på barsel i løbet af de første par år af dit barns liv.

Derfor gik en typisk dag på barsel for mig ud på, at vi fik sendt Emilie afsted på arbejde – og så gik dagen ellers i gang.

Og sådan et lille barn skal aktiveres og holdes i gang og holdes i live selvfølgelig. Det er et kæmpe ansvar og det fylder meget, så derfor blev Ellens lure små tidsrubiner, jeg havde meget kær. For når hun sov, havde jeg et lille pusterum på alt fra en halv til et par timer, hvor jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Og DERFOR var jeg meget obs på de fortove – for typisk lagde jeg Ellen i barnvognen for at gå en lang tur med hende – hun kunne nemlig så godt li at sove, mens hun rullede – men et utal af gange skete det, at hun lige var faldet i søvn – og KLONK så kørte jeg barnevognen lige durk ned i et hul i fortovet. Skrig, skrål og vågen baby igen.

Andre gange var det KLONK KLONK KLONK, lige hen over brosten. Arhmen for helvede! Brosten kan være enormt charmerende i bybilledet, men det er tydeligt, at de er opfundet før fædre gik på barsel – for det er kryptonit for en sovende baby. Jeg er vokset op med historier i nyhederne om, hvordan autonome kastede med brosten – men altid tænkt – jeg skal aldrig frygte brosten. Det kom jeg til, da jeg gik på barsel.

thomas stue 2400x1000 (2).jpg

Fotokredit: Jakob Mark

I alt var jeg tre måneder på barsel med Ellen og igen tre måneder med Otto et par år senere – og hvis jeg lige skal hæve mig lidt op over fortovet, så har det været en helt fantastisk oplevelse. Alene det med at have tid til at gå op i bybilledets belægninger – det er jo en helt vidunderlig grad af fordybelse, som jeg tit glemmer i det travle job-hente-børn-lave-mad-liv. Altså det her med at have tid, det var fantastisk, og jeg ser tilbage på det med stor glæde. Men jeg skal også være ærlig at sige, at barsel ikke kun er en gåtur på roser – for det er edderbankeme også fyldt af frustration og rastløshed. I hvert fald for mig. For naturligvis husker jeg alle de skønne stunder, hvor børnene var søde og velopdragne og spiste pænt – men der var mindst lige så meget af det modsatte. Hvor de hylede og skreg – og nægtede det ene og det andet – og jeg tog mig ofte i at tænke: ’hvornår kan jeg komme tilbage på arbejde og slappe lidt af!’

Med et skal du også til at planlægge din tid selv. Når du passer job eller uddannelse er der som regel nogen, der har nogle forventninger til hvor du skal være og hvornår – når du er på barsel, skal du selv stå for det.

Jeg tænkte i starten, at jeg ville have så få planer som muligt – jeg ville bare tusse lidt rundt i lejligheden, måske se lidt film og læse lidt avis og sådan! Det holdt én, måske to dage – så fik jeg spat og var nødt til at komme ud af lejligheden. Jeg begyndte at planlægge dagene med aktiviteter i stedet for ikke at sumpe hen. Jeg begyndte at tage til babysalmesang, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om at synge i kor. Slet ikke når man er eneste mand, der forsøger at brumme lidt med. Personligt er jeg meget interesseret i at få flere mænd på barsel, så vi kan få flere mænd til babysalmesang. Vi må sgu stå sammen vi fædre. Især svømmehallen blev også et foretrukket rejsemål under barslen. Selvom jeg egentlig heller ikke kan svømme. Men okay, til babysvømning kunne jeg lige akkurat være med.

Jeg var meget heldig at være på barsel samtidig med nogle af mine venner, så ofte var der også en kaffeaftale i kalenderen hver uge med alt hvad der dog var af forbehold for aflysninger grundet søvnmangel, gennemskidning af tøj og andet – som mest er valide undskyldninger, hvis du har børn. I det hele taget giver små børn dig som regel en god undskyldning for at aflyse det meste, så længe man ikke bruger det for ofte.

Men jeg husker virkelig tiden på barsel som nogle gyldne måneder og så bilder jeg mig ind, at det er en investering i forholdet til mine børn – og investeringer handler om at se lidt længere end lige nu og her – og for hver tone, jeg sang falsk i den kirke og for hver body, der blev skidt igennem og for hver svømmetime, hvor jeg frygtede druknedøden, er jeg blevet tættere med mine børn. Jeg er blevet lidt mere far – og lidt bedre far.

Så hvis det overhovedet er muligt, så vil jeg anbefale dig, der er far, at tage så meget barsel som muligt. Hvem ved måske for du en ny hobby – og jeg byder dig gerne velkommen i ”Foreningen for fortovsfascinerede fædre ”