Hvad kan jeg sige, når jeg møder en baby?

Hvad kan jeg sige, når jeg møder en baby?

Babyer er cute. Helt vildt – og det er selvfølgelig deres store held, for de første par år både sviner og larmer de – og havde de ikke været så bedårende, så var det ikke blevet accepteret i samme stil, når de skider deres tøj igennem for sjette gang på en dag.

Tro mig, jeg har prøvet – og det er åbenbart ikke så charmerende, når man er 34 år… sagde Emilie.

Og en ting er at hele livet omvæltes, når man får en baby, men der udvikler sig også et helt nyt sprog. Med ét begynder man selv at tale på en ny måde. Efter jeg blev far, begyndte jeg at tale i et meget lysere toneleje, ikke helt i falset, men på vej derop.

Men andre begynder også at tale anderledes til dig, og det her er i virkeligheden en guide til at tale til nybagte forældre for, hvad siger man når man ser et barn – eller især, hvad siger man til forældrene, når man ser deres barn for første gang. Det er en disciplin, der er svær at mestre – og det varierer naturligvis også alt efter hvor tæt en relation, du har til forældrene – men jeg skal forsøge at komme med nogle tips og tricks.

”Gud, hvor han ligner”

Forældre vil altid gerne høre, hvor meget et barn ligner – men du kan lynhurtigt risikere at komme på glat is, hvis du påstår, at barnet ligner faren – og det så viser sig, at faren ikke er faren.

Du kan komme endnu mere galt afsted, hvis du forsøger at associerer endnu længere. ”Gud, hvor han ligner… Bob Marley...” eller ”Gud, hvor han ligner… en af de der katte uden pels”

… Det er tynd is at bevæge sig ud på, men formulerer du sætningen uden at sætte genstandsled på, så er det op til forældrene selv at færdiggøre sætningen – og så gør du ikke noget forkert.

”Gud, hvor han ligner…”

”Ja, er det ikke rigtigt – han ligner helt vildt meget sin far,” vil mor måske byde ind med.

Min erfaring er, at man skal passe på med ligner-kommentarerne, hvis du møder nogen, der har fået adoptivbørn.

”Er det en dreng?”

Af en eller anden grund blev jeg i starter fornærmet, hvis nogen ikke kunne se om min datter var en dreng eller en pige.

Jeg nævnte det naturligvis aldrig, men inden i kunne jeg mærke et fnys, når nogen sagde ”Ej, hvor er han sød…

”Jatak. Han hedder Ellen,” ville jeg så fornærmet udbryde.

Men lynhurtigt risikerer du selv at stå på herrens mark, når du i en snæver vending skal vurdere kønnet på en baby, du lige har mødt. Altså vi går ud fra det er en fuldt påklædt baby i eksemplet her. Kan du ikke kende forskel på en dreng og en pige, hvis der ligger en baby uden tøj på, så tror jeg, du har større problemer end det.

thomas stue 2400x1000 (2).jpg

Fotokredit: Jakob Mark

Nå, men det gode trick er naturligvis at stille åbne spørgsmål til forældrene ala… ”Nå, hvem har vi så her?” eller ”Hvad hedder den lille?”

Der er naturligvis også muligheden for bare at udbryde høje lyden såsom ”Nuuuuurghhhh” og så ellers bare dikke dikke derudaf.

”Hej lille prinsesse”

Vi fik en prinsessefobi, da Ellen blev født. Ingen tvivl om at hun vakte glæde, og mange ville gerne dikke dikke. Rigtig mange – som i bemærkelsesværdigt mange sagde ”Hej lille prinsesse” og det er jo egentligt forståeligt nok. Det er et sødt lille ord – og prinsesser er jo sådan nogle fine små nogen. Så selve ordet prinsesse er fint – og det blev uden tvivl sagt i bedste mening.

Men da vi havde hørt folk fra nær og fjern kalde Ellen for en prinsesse i en måned, opstod der en decideret prinsessemættelse, der gjorde, at vi blev godt grundigt trætte af det lille ord. Det var overhovedet ikke rationelt – og folk sagde det jo kun for at være søde. Der er mange alternativer, der havde været værre – eller i hvert fald mere underlige. ”Hej min lille blikkenslager” eller ”Hej lille desmerdyr” – det havde været mærkeligt, men alligevel var ordet prinsesse - ærten, der fik ryggen til at gøre ondt.

Det er selvfølgelig svært at vide, hvilke ord der tricker hvilke forældre – men hvis jeg nogensinde har snærret af nogen, der sagde ”Hej prinsesse” til Ellen, skal I vide, at det ikke var noget personligt – og at jeg manglede min nattesøvn.

Hvilket alt sammen bringer mig til konklusionen. Der er ikke én rigtig måde at tale til babyer og nybagte forældre på. Så længe du taler fra hjertet – og at du ikke taler højt hvis babyen sover – så kan du ikke gøre noget forkert.