Naturens Skatkammer

Efteråret er en skattekiste af vilde råvarer. Pludselig bliver der noget ved gåturen, når man kigger efter spiseligt buskads. Selv for os, der ikke går på jagt, er der masser at hente: Svampe, vilde hasselnødder eller vilde æbler, hyldebær, tyttebær, enebær, skovsyre eller porse. Tag en plasticpose i lommen eller en kurv over armen, for det kan blive en helt besættelse at komme hjem med noget - også selv om det kun er en håndfuld dyrebare hasselnødder og fire sure æbler, som pynter på dessertosten senere.

Hvis man kender en jæger, er der gråænder, krikænder og fasaner, som bedst steges nænsomt i gryde med væde, så det ikke bliver tørt. Husk: Der skal blåskimmelost og ribsgelé – og en smule piskefløde - i vildtsauce.

Spis kun de svampe, man er sikker på. Rørhatte er de almindeligste i Danmark, og de findes især i fugtig skovbund under bøg og birk. Svampe skal ikke skylles, men børstes forsigtigt med en pensel, og så skal de stege ved høj varme på en tør (jern)pande, til de "pifter" og afgiver vand. Da tilsættes lidt olivenolie, groftskåret bredbladet persille eller rosmarin og hvidløg. Godt på friskkogt pasta med parmesan eller smuldret middelhavsinspireret blød hvid ost.

Lysegrøn skovsyre dækker skovbunden mange steder, og den er ikke bare smuk, men spiselig. Bladene er bedst friske, så brug dem i en salat eller drys dem grofthakkede over stegt laks. Både farver og smag klæder hinanden.

Vilde bær er der noget hyggeligt urmenneskeligt over. I Egtvedpigens grav fandt man rester af vin brygget på tyttebær. Desuden er der brombær, hyldebær og enebær. Enebærrene kan tørres og kommes på glas, så er der til vinterens simreretter sammen med andre skovbundsurter som hvidløg og rosmarin. Server med kartoffelmos, smørstegte æblebåde og en håndfuld brombær til slut. Hyldebær kan blive til hyldebærsaft, som danner grobund for toddy: Kogt hyldebærsaft med rødvin, brun sukker, citronskal og kanelstang. Hvis det ikke hjælper på forkølelsen, er det i hvert fald hyggeligt.

Nøddetræer- og buske findes også vilde i de danske skove. Hasselnødder er dækket af fine lysegrønne haser, og de skal plukkes, når haserne begynder at blive gule. Nødderne kan tørres og gemmes til vinter. Men friske hasselnødder er en helt særlig og fin delikatesse; hvide, saftige og milde. De spises, som de er - med milde dessertoste og et glas portvin til.

Endelig er porse en af Danmarks specialiteter, der især gror ved søer og især i Jylland. Porse er selvfølgelig til porsesnaps, men faktisk kan den også bruges som en urt ligesom rosmarin. Frisk, grofthakket porse er rigtig god på ovnstegte kartofler til vildtretter eller på en svampepizza, bare med hvidløg og mozzarella. På lune, stille efterårsdage kan man dufte de små, støvgrønne, aflange blade, og hvis man ikke har lyst til at spise dem, er de smukke i en buket. Eller brug en kvist porse som ekstra krydderi i øl, gerne en Porse Guld fra Thisted Bryghus.

Prismær­ker i ørerne?

Børnehavebørn på gårdbesøg.Et barn udbryder: "Hvorfor vil I sælge alle køerne"?. Landmanden svarer, at det vil han heller ikke. "Men hvorfor har de så alle prismærker i ørerne"?