Mad vækker minder

Af Gitte Mejnecke

Mad er ikke kun næring, men også erindring. Barndommens frikadeller og mors mad står ofte i et særligt skær, når vi tænker tilbage. Men der er også madoplevelser, som sender os direkte tilbage i tiden og spontant åbner porten til svundne sindsstemninger eller glemte himmelstrøg.

Mad sætter følelser i gang

"Al mad er minder. Mad aktiverer følelser, men det er langt fra alle madoplevelser, der udløser billeder på nethinden. Størstedelen af vores madminder er nemlig ubevidste sanseindtryk, som vi lagrer udenom intellektet. Det sker primært ved hjælp af lugt- og smagsindtryk, når vi spiser", fortæller Jan Krag Jacobsen, der er vicepræsident ved Det Danske Gastronomiske Akademi. Mad taler altså til os udenom sproget og tankerne, når bestemte aromaer fx fylder os med længsel, velbehag eller vemod. For forfatteren Marcel Proust var det små Madeleinekager, der fik minderne til at vælte frem. Hos dig er det måske duften af timian, der får feriefornemmelsen krystalklart frem eller æblekagens syrligt-søde aroma, som sætter gang i din indre filmstrimmel. Allerede som foster og spædbarn gemmer vi de første sanseindtryk i erindringen og grundlægger dermed smagspræferencer og ”feel good” fornemmelser. Alle bærer på en samling måltidserfaringer, der er kodet ind i et unikt lager af sanseaftryk. Ifølge forskerne en del af et urgammelt overlevelsesinstinkt, som allerede fra barns ben lærer os, hvad vi trygt kan spise

Dufte kildrer erindringen

Lugtesansen vækker mere end nogen anden sans erindringen. Biologisk har nervecellerne i næsen nemlig, som de eneste, direkte forbindelse til hjernen, hvor duftene afkodes. Vi snuser ikke kun madens aroma ind i næsen, en stor del af lugtindtrykkene får vi fra de smage, der udfolder sig inde i munden. Disse lugtindtryk passerer, som de eneste sanseindtryk, ubearbejdet lige op i krybdyrhjernen, som det limbiske system også kaldes. Her omdannes lugtene til følelser og hukommelse, så derfor er lugtesansen god til at huske.

Minderne smager os

"Lugtesansen er jo noget af det mest fantastiske, vi har. Vi er i stand til at genkende tusindvis af lugte, og under et måltid ryger massevis af lugt- og smagsindtryk op til hjernen og påvirker dig, uden du er bevidst om det. En lugt eller -smag kan også udløse en række stemninger og minder, hvor man pludselig føler sig som i en gammel situation", forklarer Jan Krag Jacobsen. Jo ældre vi bliver, jo større er lageret af tidligere lugt- og smagsoplevelser.