Psykologien bag din yndlingsmad

Af Gitte Mejnecke

Mænd foretrækker oftest kød og kvinder fisk som hovedret. Set i psykologisk perspektiv er vores livretter en dramatisk fortælling om mad, magt, mode, identitet og køn.

Bøf eller fisk

Din yndlingsret er - ude fra set - et personligt valg. Inde fra set er vores madvalg imidlertid meget kulturelt bestemt. De to køns forskellige madpræferencer afspejler nemlig såvel vores kønsidentitet som magtforholdet mellem kønnene - lige fra det enkelte mand-kvinde forhold og helt ud til de store samfundslinjer, mener psykolog og kok Henrik Leslye.

Identitet

"Spiser kvinden rødt kød med vellyst, fratager hun i overført betydning manden hans maskuline identitet. Ubevidst føler han sig truet og ser hende som ukvindelig", forklarer Henrik Leslye om mad som metafor for kønnenes forhold til hinanden og omverden. Kød associeres med kraft, mandighed og virilitet og har høj prestige i den vestlige verdens madhierarki. Råvarer med lavstatus har derimod været kvindeføde op gennem historien – fx fisk, der opfattes som en delikat, skrøbelig og hermed feminin råvare. Det kønsopdelte kostvalg optræder også i samfund, hvor kød ikke er hovedspisen, bl.a. i norske fiskersamfund. Her har antropologerne afdækket, hvordan bestemte fiskearter regnes for ”mandemad”, mens andre fisk er ”kvindemad”.

Kød har status

Kødets høje status gør også aftensmaden til dagens vigtigste familiemåltid. Netop her får maden dybere funktion. Den skal nemlig binde os sammen som familie. Så ved middagsbordet vinder psykologien ofte over sundhedsforskrifterne. Vi spiser nemlig først og fremmest mad, som sikrer familieidyllen. Men madkulturen udvikler sig hele tiden.

Kvindemaden vinder frem

"Den feminine mad er på vej frem. I dag udkæmpes klassekampen nemlig på livsstilen. Madeliten kæmper hele tiden for at bevare deres unikhed i forhold til den brede gruppe af ”wannabees” og de traditionelt spisende. Nu er sushi blevet så almindelig, at du kan købe det i Føtex, og så skifter trendsætterne og madmoden retning", siger Henrik Leslye. Undtagelserne i vores kønsbestemte kostvalg finder man altså hos madfrontens trendsættere, der p.t. sværger til lette retter med fisk, kylling og grønsager - ligesom kvinder.

FULDKORN I HVERDAGEN

Læs mere om fuldkorn og de gode egenskaber der er forbundet med at spise flere fuldkornsprodukter.

Fuldkorn i hverdagen

MISSION

Arlas mission er at tilbyde moderne forbrugere mælkebaserede fødevarer, som skaber inspiration, tryghed og velvære.

Læs mere (engelsk)