Det er så nemt at banke sig selv oveni hovedet med ting, der giver os følelsen af at være dårlige forældre. Men skal vi ikke bare i fællesskab bestemme, at det fra nu af er slut med det og i stedet tænke på alt det gode, vi også gør?
Hver dag flyver der nok omkring hundrede spekulationer gennem mit hoved i forhold til min opgave som ansvarshavende i det mest krævende, skønneste og vildeste job. Nemlig at være min søns mor. For med det ansvar hænger en stor portion kærlighed, og kærlighed hører sammen med en altid tikkende bombe af dårlig samvittighed.
Er jeg en god nok mor??
Og ja. Det ER jeg. Gu er jeg så! Selvom jeg er min egen største fjende, når det kommer til at så tvivl lige netop herom, er der nogle helt konkrete situationer, når jeg tænker mig om, der bekræfter mig i også at føle mig som en god nok mor i ny og næ.
1. Når puslespil vinder over travlhed anno 2020
Det er en skøn følelse, når jeg tager mig selv i at have været opslugt af at læse, lege med biler eller lægge puslespil med min søn, Theo, i en times tid. Helt uden at have tankerne et andet sted, vel at mærke. Der er jo, for pokker, altid en vask, der skal sættes over, en mail, der burde være sendt eller en Messenger-besked, jeg burde have svaret på. Derfor er det en fantastisk følelse pludselig at have siddet der på gulvet i en længere periode og bare have været sammen med min søn. Lige nu. Lige her. Og uden overhovedet at spekulere på andet end bare at være sammen med ham.
2. Når vi 'keder' os derhjemme en hel weekend
Nogle gange bliver jeg selv helt stresset oveni bolden af at se det ene opslag efter det andet på Instagram, hvor forældre bruger weekend efter weekend på at slæbe deres børn fra den ene café til den anden. Selvfølgelig efterfulgt af et lynvisit i Zoo for liiige at slutte dagen af med en tur i legeland. Men helt ærligt hvor var det egentlig skønt med en weekend, hvor vi bare var sammen, mor, far og Theo, derhjemme’. For ja, så var den weekend lige gået med at lege med de slidte legoklodser, læst gamle bøger, fra da mor var barn, og spist pasta med ketchup, kyllingepølser og riskiks midt på gulvet. Derhjemme i ro og mag, og Theo elsker det. Dén tanke giver mig følelsen af at være en rigtig god mor, der er begyndt at hvile i, at rolige weekender sammen også er okay at tilbyde mit barn som en aktivitet på lige fod med en tur i Tivoli.
3. Når et nej er et nej
Det hele skal heller ikke handle om, hvor rart det er at føle sig som en god mor, når vi bare leger, hygger og spiser riskiks derhjemme. For jeg føler mig dæleme også som en god mor, når jeg må tage den strenge, eller rettere sagt standhaftige, kasket på. Det er nemlig også i øjeblikke, hvor jeg står fast i mit ’nej’ – eksempelvis, når han bare må, skal og vil se endnu et afsnit af Brandmand Sam inden sengetid – og selvom jeg for alt i verden hader, når Theo er ked af det, ved jeg bare, at det er mig, der ved bedst i de situationer, hvor jeg giver ham et klart og tydeligt nej. I de situationer føler jeg mig også som en rigtig god mor, der lærer ham om mådeholdenhed og sætter grænser. Derfor er det altså også vigtigt, jeg husker at blive ved med at holde fast i det ’nej’ – note to self.
4. Når "Tak, mor" går lige i hjertet
De fleste forældre kan nok genkende den der følelse, der bobler og sitrer helt inde bagerst i maven, når dit barn giver dig et oprigtigt og taknemmeligt ”Tak, mor” for en ting, du lige har rakt ham. Jeg ved ikke, hvor vores søde Theo har det fra, men han siger ”tak, mor” og ”tak, far” for de mindste ting. Når man rækker ham sit glas, sin bamse eller sine sko, og det er nok kombinationen af at have et så empatisk og taknemmeligt barn, men også at jeg har været med til at forme de gode vaner, der gør ham både taknemmelig og høflig. Ah, sikke en skøn mor-følelse.
5. Når jeg prioriterer og passer på mig selv
Under min graviditet tog jeg, og hold nu fast, over 30 kilo på. Jeg vejede mig slet ikke de sidste mange måneder, så det er blot rundt regnet, men højest sandsynligt ikke en overdrivelse. Da jeg så besluttede mig for at vende tilbage til min gamle krop og mit gamle aktive-jeg, genfandt jeg en helt ny glæde for mig selv. Men også som mor. Jeg startede med at træne og lægge kosten helt om i november 2018, og i dag – primo 2020 – er jeg stærkere og sundere end nogensinde. Det giver mig et kæmpe kick at prioritere mig og min træning i ugens løb, hvilket giver mig overskud, lyst og fysisk styrke til at kunne lege og tumle rundt på gulvet og i haven med Theo i timevis. Ja, der går mange timer med træning hver uge, og nogle af dem kunne jeg have brugt med familien, men jeg ved bare, at den mig-tid kommer 1000 gange til Theos fordel. Han får nemlig – og har – en gladere, sundere og mere legesyg mor.
6. Når jeg kigger tilbage på hans første leveår
Det var lidt en hård tid for mig at blive mor. Jeg havde svært ved at vænne mig til den minimale tid bare til mig, men også Thomas og mig som par. Samtidig var det sindssygt angstprovokerende at have så stort et ansvar for et andet lille væsen – et væsen, der aldrig rigtig sov, så ja, jeg følte mig maksimalt presset. Gudskelov så han endelig fidusen i at sove, da han blev et år, og der vendte det hele for mig. Nu er han næsten to, og når jeg kigger tilbage på det første år, hvor jeg stadig ikke var helt i balance med mit nye liv som mor, får jeg den vildeste følelse af, at jeg klarede det.
7. Når jeg bliver bekymret over et 'av'
Der må jo for alt i verden ikke ske vores små pus noget. Og hold da op, hvor kommer følelsen af at være hønemor lynhurtigt op i én, så snart der kommer noget, der bare minder om et ’av’ fra barnet mit. Men hønemor-følelsen er ikke en dårlig ting. Sådan har jeg det hvert fald ikke. For når Theo råber ’av’ inde fra stuen, og jeg sidder ude på toilettet og forsøger at få bare 10 sekunders fred til at tisse, må jeg jo flyve op fra toiletsædet for at se, om min vildbasse af en søn er okay. Og det er han jo, gudskelov, men følelsen af at stå på spring for det mindste Theo-pip giver mig i den grad følelsen af, at jeg er en god mor – en fantastisk mor, faktisk, der er klar til at gå igennem toiletpapir og tissevåde trusser for mit barn.
8. Når jeg savner ham
Nogle dage tager jeg hjemmefra klokken 6.00-tiden og er først hjemme igen efter 16. Det betyder, at fra Theo bliver puttet klokken 19.00, til jeg ser ham igen klokken 16 dagen efter, når der at gå over 20 timer, uden jeg har set, krammet eller kysset ham. Naturligvis har den lange rum tid også indeholdt mellem seks til syv sovende timer, bevares, men følelsen af ikke at have været sammen med ham så længe, får mig til at mærke det stærke bånd, jeg har til mit barn. Det er naturligvis også en rigtig øv-følelse, for det er jo aldrig sjovt at savne, men jeg bliver totalt kliché-varm om hjertet, når savnet melder sig. Dét er vaskeægte kærlighed, og den kærlighed gør mig til en god mor.
9. Når vi (endelig!) kommer ud af døren
…og samtidig husker, mere eller mindre, alt til både Theo og mig selv. I forlængelse af punkt to, hvor jeg fortalte om vores hang til hjemmeweekender, føles det i ny og næ også rart, når vi endelig kommer ud ad døren. Enten for at nå noget eller bare smutte på tur, hvor der jo alligevel skal pakkes en kæmpe taske med pusleting, ekstra tøj, snacks, en lille hue, madpakke, vand, kaffe til undertegnet samt min egen taske, hvor nøgle, pung og telefon altid skal befinde sig. Og det gør det jo sjældent, så det skal også lige findes rundt omkring i huset, inden vi kan komme afsted. MEN når vi så endelig har styr på alt vores habengut, og vi er klar til at rulle afsted med klapvognen, føles det nu også rigtig rart at være i stand til at pakke Theo ned og tage ud for at erobre legepladsen eller bibliotekets legeområde.
10. Når vi når dagens sidste rutine
Godnat-rutinen er et af mine yndlingstidspunkter på dagen. Inden da har vi altid enten læst et sted mellem fem og 25 bøger, leget med Duplo eller danset, og når tænderne endelig er børstet, bleen skiftet og d-dråberne givet, er Theo klar til at blive puttet. For tiden er det ’Min kat den danser tango’ i stille tempo, jeg skal synge som godnatsang, mens han sidder på min arm og putter sig ind til min skulder og hals. Når det er gjort, vil han have sin løve-bamse i den ene arm og sin nat-flaske i den anden, og så kan vi ellers godt sige godnat. Han er SÅ god til at blive puttet om aftenen, hvilket føles virkelig befriende, for at kunne sige godnat efter en god, lang dag på en rolig måde og samtidig se frem til et par timer sammen med Theos far, bare ham og mig, er en fantastisk måde at slutte dagen som Theos gode(!) mor.
Om klummeskribenten
Camilla H. Gjedde er 28 år og selvstændig journalist samt tekstforfatter. Hun bor i hus i Greve, som hun er ved at istandsætte sammen med sin søn Theo på snart to år og sin kæreste, Thomas, der også er Theos far.
