Guide til højtlæsning: Her er bøgerne der hjælper dit barn med at falde i søvn

Der findes ikke en knap, du kan trykke på for at få din baby til at falde i søvn. Men i den her artikel kan du læse om, hvordan du kan bruge højtlæsning til at lede dit barn hen mod søvnen.

Som forældre er søvn ofte et ømtåleligt emne. Måske fordi søvn er noget af det, vi selv er i underskud i, når vores barn er helt lille. Det er kun naturligt at opleve en vis frustration, hvis babyen har svært ved at falde i søvn,. Der er sågar skrevet flere bøger, som udtrykker denne frustration på fornem og humoristisk vis. Det ligger lige for at tænke putningen som noget, der skal overstås, og som måske endda kan effektiviseres. Det er imidlertid ikke dét, der er bedst for barnet. Det forklarer selvstændig søvnvejleder og foredragsholder Mikael Rasmussen, som lægger vægt på, at et godt putteritual handler om nærvær frem for alt. »Et godt putteritual handler om at tage sig tid til nærvær. Det kan være læsning, badning, at snakke sammen og mange andre ting. Et ritual som stille og roligt skruer ned for nervesystemet og gør barnet klar til at sove,« fortæller Mikael Rasmussen.

Tag dig tid til putteritualet

Nogle bøger, som eksempelvis “Kaninen der så gerne ville sove”, er specifikt skrevet til at få børn til at falde i søvn. Ved brug af psykologiske teknikker, der trækker inspiration fra blandt andet hypnose, ledes barnet direkte mod søvnen. Sådanne bøger kan være meget effektive, og i søvnvejlederens optik, måske lidt for effektive.

»Når vi bruger sådan en høj-teknisk bog, der lige præcis rammer alle de rigtige knapper, rent psykologisk, til at få barnet til at slappe af, så kan vi måske højest bruge fem minutter på ritualet, og dét er et problem. Fordi det handler om nærvær, det handler om tid, det handler om at være sammen med barnet«, mener Mikael Rasmussen.

Han understreger, at der ikke er noget i vejen med denne type bøger i sig selv. Det er den måde, vi bruger dem på, der kan være problematisk. Så længe sådan en bog kun indgår som et afsluttende element i et længere, nærværende putteritual, er det helt fint.

Putteritualet er en god investering

Etableringen af et godt putteritual tidligt i barnets liv trækker spor helt op i voksenlivet. Det voksne barn har simpelthen nemmere ved at falde i søvn og opretholde en god søvnrytme, hvis der tidligt bliver etableret gode strukturer og rammesætninger for søvnen.

»Og her er højtlæsning voldsomt godt, fordi det fastholder barnets opmærksomhed og får nervesystemet til at slappe af,« siger Mikael Rasmussen.

Læsning virker som en distraktionsteknik idet, at hjernen kun kan fokusere på én ting ad gangen, og når vi læser højt for barnet, samler og fastholder historien barnets opmærksomhed.

»Det gør, at der ikke er plads til andre ting i den lilles opmærksomhed. Derfor får læsning nervesystemet til at slappe af,« oplyser søvnvejlederen.

Barnet vælger bogen

Man kan ikke sige noget generelt om, hvilken bog du skal læse for dit barn, for det er forskelligt, hvordan børn reagerer på en historie. Derfor handler valget af godnathistorie om at prøve sig frem og holde øje med barnet.

Hvis barnet bliver ophidset eller på anden måde udviser et højt aktivitetsniveau under læsningen, hjælper det ikke barnet til at slappe af, og så er det en god idé at prøve med en anden bog.

Fem forslag til godnatlæsning

Hvis du er på bar bund i forhold til godnathistorier, kan du søge inspiration i vores liste. Bøgerne er ikke anbefalinger fra søvnvejleder Mikael Rasmussen, men blot redaktionens forslag til bøger, som du kan prøve af, når du skal finde ud af, hvad der får dit barn til at slappe af.

“Og så er det godnat!” samling af godnathistorier og sange fra Gyldendal. Samlingen gør det nemt at prøve forskellige typer historier af i forbindelse med putningen, og fordi der også er sangtekster i bogen, bliver disse hurtigt en naturlig del af putteritualet.

“Når far putter mig indtil han sover” af Olsen & Letén. En finurlig historie om Rose, hvis far falder i søvn under godnatlæsningen. Bogen er fuld af sproglige gentagelser og stilfærdig humor. Roses påfund mens far sover giver mulighed for at snakke om mange situationer, der er genkendelige for barnet.

“Anna går i seng” af Kathleen Amant. En sød og genkendelig historie om at blive klar til at gå i seng. Bogen understøtter et trygt putteritual ved at handle om alle de ting, vores børn skal igennem, før de kommer i seng.

“Hviskefolket og de dejlige underjordiske haver” af Jannie Kildested. Sammen med deres forældre besøger Alvilda, Afred og Alfa hviskefolket, der lever et liv under jorden med masser af eventyr og magi. De kan eksempelvis få alle børn til at sove rigtig dejligt. Forlaget skriver, bogen er velegnet til mindre børn med søvnbesvær.

“Kaninen der så gerne ville sove” af Carl-Johan Forssén Ehrlin. Denne bog er én af de mest omtalte børnebøger og benytter psykologiske kneb, der får dit barn til at slappe af. Forfatteren har skrevet flere bøger af samme slags, så find den du tror passer bedst til dit barn. Husk at bruge denne bog som et led i putteritualet og ikke som genvej til at få barnet til at falde hurtigt i søvn.