Sådan understøtter du din babys sproglige udvikling

Du giver din baby de bedste muligheder ved at stimulere den lilles sproglige udvikling lige fra starten. Her får du råd til, hvad du kan gøre.

Vigtigheden af at støtte op om barnets sprog kan dårligt overvurderes, men heldigvis er der meget, vi kan gøre for at støtte babyens udvikling. »Man skal sgu snakke med børn,« sagde Lars Kaalunds karakter i filmen Den eneste ene, og det er præcis dét, der er grundlaget for, at dit barn får en god start på sprogtilegnelsen.

Tale er guld

Barnet har de medfødte mekanismer, der skal til for at analysere og lære sproget, men det har brug for noget materiale at arbejde med. Det er her, forældrenes tale til barnet kommer ind i billedet. Kort sagt er det sådan, at jo mere du taler til dit barn, jo mere sprogligt materiale har barnet at arbejde med, og jo hurtigere sker sprogtilegnelsen. »Barnet er så smart indrettet, at det er god til at lytte efter informationer, som er relevante i det sprog, der bliver talt til dem. Det ligger faktisk og fører statistik over, hvor ofte sproglyde forekommer og i hvilken rækkefølge,« siger Anders Højen, der er sprogforsker ved TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation & Kultur ved Aarhus Universitet.

Sådan styrker du barnets sprogudvikling

  • Tal til den lille. Barnet forstår ikke hvad du siger, men det lytter til lydene og tonerne. Fortæl hvad du laver, hvad du gør, hvad der sker, hvad du ser og oplever. Jo mere jo bedre.
  • Brug “tale henvendt til børn”. Det går ud på at tale langsomt, roligt og med en lys stemme, for babyer kan bedst lide at lytte til lyse stemmer.
  • Gentag dig selv. Gentagelser giver barnet bedre mulighed for at afkode lydene i sproget. Heldigvis er hverdagen med en baby fuld af gentagelser, så brug dem til at fortælle om de samme ting igen og igen.
  • Læs højt for barnet. Det er en god hyggestund og hjælper dig til at komme ud i hjørnerne af sproget, hvilket styrker barnets ordforråd.
  • Lev dig ind i højtlæsningen, for det styrker barnets interesse i fortællingen.
  • Inddrag barnet i højtlæsningen ved at snakke med den lille om, hvad der sker. Brug begivenheder i bogen til at referere til barnets egen hverdag og oplevelser.
  • Læs rim og remser, og syng for din baby. Barnet kan høre, at der er nogle lyde, der går igen, og det styrker barnets sproglige opmærksomhed.

Overordnet set lærer børn sprog ved at høre sprog og bruge sprog. Når du taler til din baby, synger og læser for den lille, stimulerer du babyens sprogtilegnelse. På den måde bliver babyens sproglige kundskaber trænet allerede meget tidligt i livet.

Store krav til sproglige færdigheder

Alle mennesker lærer sprog, hvis de bare får et minimum af sprogligt input, men kravene til vores sproglige færdigheder er steget markant i takt med, at vores samfund har udviklet sig. »Man kan sige at hammeren falder meget hårdere for dem, der ikke er sprogligt stærke sammenlignet med tidligere. For bare 50 år siden kunne man klare sig fint, selvom man ikke havde særligt gode sproglige kompetencer,« fortæller Anders Højen. I dag bliver der mindre og mindre manuelt arbejde. Langt de fleste faggrupper står overfor højere krav til deres sproglige færdigheder end for blot 10 eller 20 år siden. »Verden bliver mere kompliceret hele tiden. At forstå sin egen lønseddel eller selvangivelse kræver høje sproglige kompetencer, så bare det at klare sit eget liv, kræver mere i dag,« siger Anders Højen.