Arla Foods viser osten frem
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 06 september 2000
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Taulov Mejeri bliver Arla Foods’ tredje besøgsmejeri. Åbningen af den nye besøgsgang pr. 1. oktober sker nøjagtig fem år efter, at Arla Foods’ første besøgsmejeri åbnede på yoghurtmejeriet i Brabrand ved Århus. To år efter åbnede konsummælksmejeriet i Slagelse for besøgende, og status efter de første fem år med besøgsmejerier er, at godt 30.000 gæster har besøgt mejerierne.
Nu er turen kommet til at vise osteproduktionen frem, og interessen for at få et indblik i moderne osteproduktion er på forhånd stor. Besøgende tages ind gruppevis med forhånds-reservationer, og allerede nu er der reserveret besøg helt frem til august næste år. Alene frem til jul har 1400 gæster meldt deres ankomst på Taulov Mejeri, oplyser besøgschef Sanne Vinther, Arla Foods’ Informationsafdeling. Hun forventer, at Arla Foods på de tre besøgsmejerier fremover vil modtage i alt 20-25.000 gæster om året.
Besøgsgangen på Taulov Mejeri er beliggende i første sals højde, og gennem store vinduer kan gæsterne følge hele produktionsforløbet, fra mælken vejes ind på mejeriet, til mælken igen forlader mejeriet som ost.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.