Stor tilslutning til Landsmejeriudstillingen
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 25 oktober 2000
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Der vil være udstillet i alt 1.087 mejeriprodukter, når årets Landsmejeriudstillingen løber af stabelen 1. og 2. november i Herning, og det er det næsthøjeste antal produkter nogen-sinde.
Udstillingen åbnes officielt af Mejeriforeningens formand, gdr. Kaj Ole Pedersen den 1. november kl. 10.30, og det er også ham, der overrækker præmierne til Danmarksmestrene. Traditionen tro kåres der Danmarksmestre inden for kategorierne ost, smør og konsummælksprodukter, men som noget nyt kåres der i år også en Danmarksmester inden for blandingsprodukter, dvs. et produkt fremstillet på et dansk mejeri, hvor det animalske fedt helt eller delvist er erstattet af vegetabilsk fedt, f.eks. Kærgården og vegetabilsk feta.
Ud over de flere end 1.000 danske mejeriprodukter, der skal kæmpe om Danmarksmesterskaberne, er der i år også udstillet mange svenske mejeriprodukter uden for konkurrencen. Blandt andet vil der være 40 oste repræsenterende samtlige svenske ostemejerier, så derfor forventer arrangørerne også mange svenske gæster til Landsmejeriudstillingen.
Landsmejeriudstillingen er åben begge dage fra 9.00 til 17.00. Billetter, der købes ved indgangen, koster 50 kr. inklusive katalog.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.