Fire garager bliver til ét transportcenter
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 12 december 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Til februar går byggeriet af et nyt transportcenter ved Nr. Vium Mejeri i gang. Transportcentret skal stå for indsamlingen af 1,2 mia. kg mælk om året eller mere end en fjerdedel af Arla Foods’ mælk i Danmark.
Bygningerne vil dække et areal på 5000 kvadratmeter og blive hjemmebane for godt 100 chauffører, fire mekanikere og ca. seks ansatte i administrationen inklusive regionskontor Vest.
Transportcentret skal overtage funktionerne fra fire garager: Garage Vestjylland, Vardes garage samt garagerne ved Arinco og Nr. Vium.
Transportcentret vil få eget værksted og en vaskehal, som kan vaske tre sættevogne på én gang. De gamle fire-akslede lastbiler, som i dag kører med 18 tons ad gangen, bliver skiftet ud med nye, som kan køre med 28 tons mælk. Lastbilerne skal forsyne Troldhede, Nr. Vium, Arinco, Hoco og Holstebro mejerier og vil i gennemsnit komme til at køre 100 km mindre hver dag. Desuden skal centret servicere og aflæsse ca. 30 læs sættevognstrailere med valle til Danmark Protein dagligt.
Området, som mælken indsamles i, går fra Thisted i nord over Mors og Salling ned til hovedvej A1 i syd. Ti biler forsvinder, og der er således også varslet afskedigelse af 25 chauffører.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.