New Zealand: Nu kommer mega-fusionen
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 03 januar 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Torsdag 21. december meddelte formændene for New Zealands to store mejeriselskaber New Zealand Dairy Group og Kiwi, at de to selskaber sammen med eksportorganisationen New Zealand Dairy Board fusionerer. Ved også at inddrage New Zealand Dairy Board i fusionen bliver det nye selskab, der indtil videre har fået navnet GlobalCo, et ”rigtigt” mejeriselskab med både produktion og salgsorganisation. Hidtil har de newzealandske mejeriselskaber kun stået for produktionen, mens eksporten - bl.a. i form af Anchor smør til England - har ligget i New Zealand Dairy Board.
GlobalCo kommer til at indveje omkring 98 pct. af New Zealands samlede mælkeproduktion på ca. 10,8 mia. kg og overtager dermed Arla Foods’ position som verdens tredjestørste mejeriselskab. Omkring 95 pct. af New Zealands mælkeproduktion går til eksport.
Formelt fremlægges fusionsforslaget først i marts, og 75 pct. af de 14.500 mælkeproducenter i de to selskaber skal stemme ja til fusionen ved en afstemning i maj, for at den som planlagt kan træde i kraft ved det newzealandske mejeriårs start 1. juni. Samtidig skal fusionen godkendes af myndighederne.
Fusionen vil ifølge en rapport betyde besparelser og synergier for over 1 mia. kr. årligt, men fusionen skal også bane vejen for investeringer i udenlandske mejeriselskaber, udtaler NZDG’s næstformand John Roadley, der skal være formand for GlobalCo. Det langsigtede mål er at øge værdien af mejerieksporten og indtjeningen fra datterselskaber i udlandet fra i dag omkring 32 mia. kr. til 140 mia. kr. i 2010.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.