Omfattende procedurer i England
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 07 marts 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
På Arla Foods’ mejerier i Storbritannien har man naturligvis taget meget omfattende forholdsregler i forbindelse med udbruddet af mund- og klovsyge.
Det væsentligste middel til at undgå en spredning af sygdommen er også her desinfektion. For eksempel skal alle køretøjer, der ankommer til eller forlader mejeriets område, køre over specielle måtter, som er imprægneret med desinfektionsmiddel.
Medarbejdere, som bor på en gård, eller som er i kontakt med gårde, skal også tage ekstra forholdsregler for at undgå risikoen for smitte gennem for eksempel tøj og fodtøj.
For tankvogne og deres chauffører gælder strenge desinfektionsregler. Tankvognene sprøjtes med desinfektionsmiddel, før de kører ind på en gård, og igen når de forlader den, ligesom der stilles strenge krav til chaufførerne, både hvad angår desinfektion af støvler og handsker, og hvor de færdes. Samtidig har den engelske afdeling for kontakt med mælkeproducenterne suspenderet alle gårdbesøg.
Leverandørkontaktleder Ian Cameron siger om de forholdsregler, som Arla Foods har indført i Storbritannien:
”Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at støtte landmændene i bekæmpelsen af sygdommen. Vi har derfor indført en række regler, som går videre end de lovmæssige krav og omfatter desinfektionsprocedurer på hver eneste gård, ikke kun gårde i de ramte områder”.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.