Snekaos gav store forsinkelser
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 21 marts 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
De store snemængder, der søndag og mandag begravede den sydlige del af Danmark, skabte problemer for såvel afhentningen af mælk som distributionen af færdigvarer. Der skete ingen alvorlige uheld, men adskillige fastkørte biler måtte have assistance.
I de ramte områder var der generelt mindst et par timers forsinkelser på afhentningen af mælk; for eksempel kom en natchauffør fra Slagelse tilbage til mejeriet kl. 10 mandag formiddag – han skulle have været tilbage kl. 03, og på Langeland måtte chaufføren returnere til Taulov med mælk fra fem ud af normalt 20 leverandører. Mange af de steder, hvor der ikke blev afhentet mælk, havde leverandøren opgivet håbet om, at tankvognen ville komme frem, og derfor var indkørslen ikke blevet ryddet. Tirsdag var det forsømte dog indhentet igen.
Også på distributionssiden opstod der forsinkelser. Kunderne på det sydlige Sjælland og Lolland-Falster fik således deres varer med to-tre timers forsinkelse, mens mange af de kunder, der får varer fra Tyrstrup, kun skulle vente ca. en time ekstra på deres varer. På Ærø kom Arla bilen som den eneste frem til øen med varer; til gengæld kom bil og chauffør først retur næste dag, idet færgen havde indstillet sejladsen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.