UK: Arla Foods leverandør ramt
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 28 marts 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Et enkelt af de knap 700 mund- og klovsygetilfælde, der indtil onsdag var konstateret i Storbritannien, er fundet hos en af de godt 600 landmænd, som Arla Foods samler mælk ind fra.
Mund- og klovsygetilfældet blev konstateret sidste torsdag i en besætning med 70 malkekøer i Lancashire. Besætningen er slået ned, og dyrene destrueret. Udbruddet kan også ramme andre af Arla Foods’ direkte leverandører i området. Onsdag afventede man besked fra de engelske myndigheder om, hvilke besætninger i nærheden af den ramte gård der skal slås ned.
Det ene tilfælde af mund- og klovsyge medfører ikke yderligere skærpelse af de i forvejen omfattende forholdsregler, som Arla Foods har taget siden udbruddet i slutningen af februar. Alle tankvogne desinficeres før og efter afhentning af mælk på gårdene, ligesom mælkeslangen, der kobles til mælketanken, desinficeres. På mejerierne desinficeres alle køretøjer og personer, der ankommer til eller forlader mejerierne.
”Vi gør allerede alt, hvad der overhovedet er muligt, for at forhindre sygdommen i at sprede sig”, siger leverandørkontaktleder Ian Cameron, Arla Foods.
Han fortæller, at frygten hos landmændene øges for hver dag med nye tilfælde af mund- og klovsyge:
”Vore leverandører er dødsensangste. De er isolerede på deres gårde, og tankbilen er omtrent deres eneste kontakt til omverdenen. De sidder på gårdene, kigger sig over skulderen og venter bare på, at sygdommen skal ramme dem”.
Omtrent halvdelen af de godt 900 mio. liter mælk, som Arla Foods forarbejder i England, indsamler Arla Foods selv, mens resten indkøbes fra leverandørselskaber.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.